Når nervesystemet ryger ud af sit tolerancevindue, overtager kamp, flugt, frys eller kollaps. I dette blogindlæg lærer du at spotte signalerne og guide klienten tilbage til ro via krop, åndedræt og nærvær.
Forestil dig, at du som terapeut oplever en klient, der bliver overvældet. Det kan være i stolen eller på briksen. Det kan være af en sansning, en følelse eller en tanke – og ofte alle tre ting på én gang, uden at klienten selv er helt klar over, hvad der sker. Noget har trigget dem. Kroppen spænder op, åndedrættet bliver overfladisk, øjnene flakker eller bliver stive. Du kan mærke det i rummet – der sker noget. Men hvad gør du?
Her kommer tolerancevinduet ind som en af de mest værdifulde modeller og forståelsesrammer i arbejdet med traumer, stress og angst. For at kunne arbejde både effektivt og nænsomt med klientens udfordringer, må vi vide, hvornår deres system er reguleret og modtageligt – og hvornår det er uden for vinduet.
Når vi mennesker bliver overvældet – enten af ydre hændelser eller indre tilstande (sansninger, følelser, tanker) – aktiveres vores nervesystems overlevelsesstrategier. Forestil dig, at tre truende skikkelser pludselig nærmer sig: Instinktivt spænder din krop, du føler panik og tænker hurtige tanker om at flygte. Alt dette sker på et splitsekund, fordi du er trigget. Ligesådan kan et ubehageligt minde sætte de samme mekanismer i gang i vores indre verden.
De fleste kender begreberne kamp, flugt og frys – men der er faktisk fire grundlæggende reaktioner:
– Kamp: Klienten kæmper imod, bliver anspændt, vred, aggressiv eller insisterende. Energien går udad.
– Flugt: Klienten trækker sig, bliver urolig, undvigende, taler måske hurtigt og ønsker at komme væk – fysisk eller mentalt.
– Frys: Systemet lukker ned. Stilhed, stivhed og en følelse af ikke at kunne bevæge sig eller tale kan præge tilstanden. Der kan være lettere dissociation.
– Kollaps: Den dybeste reaktion. Klienten virker tom, opgivende, dissocieret, udmattet eller helt fraværende.
Disse reaktioner sker automatisk og uden for klientens bevidste kontrol. Som terapeuter er det vores opgave at aflæse, hvilken tilstand klienten befinder sig i – og at møde dem præcis dér.
Mange klienter lever i en fastlåst tilstand – for eksempel vedvarende kamp- eller flugtreaktioner. De har måske været i alarmberedskab i årevis og har tilpasset deres liv, krop og relationer derefter: konstant stress, vrede, præstationspres eller udbrændthed. I denne tilstand har de typisk begrænset adgang til mentalisering – evnen til at forstå egne og andres indre oplevelser – og kan derfor have svært ved at tage imod terapi. De møder verden – og også deres terapeut – fra det udgangspunkt, de er fanget i.
Andre klienter er fanget i frys eller kollaps: ude af stand til at handle, mærke sig selv eller sætte grænser. Her frister det måske at ”sparke liv i systemet”, men uden at møde klienten præcist dér, risikerer vi at skabe endnu mere uro eller retraumatisering.
Netop derfor er tolerancevinduet ikke bare et teoretisk begreb – det er et navigationskort. Det guider os til at møde klienten, hvor deres nervesystem befinder sig, og hjælper os med at støtte dem stille og sikkert ind i vinduet igen. Når vi først er der, øger vi både klientens
evne til regulering og deres mentalisering, så de reelt kan arbejde med udvikling og heling.
Tolerancevinduet i praksis – hvad betyder det konkret i terapilokalet?
Når vi som terapeuter arbejder med klienter, der bærer på traumer, stress eller angst, kan vi ikke nøjes med at spørge: Hvad skete der? Vi må også spørge: Hvordan har klientens nervesystem det lige nu – og kan det overhovedet rumme det, vi taler om eller gør ved kroppen?
Viden om tolerancevinduet giver os netop den indsigt, der gør det muligt at navigere. Når klientens nervesystem er indenfor tolerancevinduet, er der adgang til kontakt, refleksion, nærvær og bearbejdning. Her kan der opstå reel forandring.
Men når klienten er udenfor, hjælper det sjældent at tale mere, trykke hårdere eller stille dybere spørgsmål. Det svarer til at banke på en dør, der allerede er låst indefra. Klienten er måske fysisk til stede – men mentalt og følelsesmæssigt er vedkommende gået i overlevelse. De kan ikke tage imod.
Her bliver vores evne til regulering afgørende.
At arbejde med tolerancevinduet i praksis betyder, at vi kontinuerligt justerer os efter klientens tilstand. Det kræver, at vi har opmærksomhed på mikrosignaler: ændringer i åndedræt, blik, stemmeleje, kropsspænding, tempo, mimik, kontakt. Det kræver, at vi selv er i ro nok til at kunne mærke – og afkode.
Eksempler på praksis:
– Uro og undvigelse
En klient begynder at virke urolig og ufokuseret, taler hurtigt og undvigende. I stedet for at fortsætte, sænker du tempoet og hjælper klienten tilbage til tryggere kontakt gennem kroppen – enten med et enkelt spørgsmål: “Kan du lige mærke stolen under dig?” eller ved
at guide en kort tilstedeværelsesøvelse som regulering.
– Spænding og åndedræt
Under kropsarbejdet spænder klienten op og holder vejret. Du stopper op, nævner det blidt og inviterer til at lægge en hånd på maven og følge åndedrættet et par åndedrag. Du afventer klientens egen rytme, før du går videre.
– Tomhed og fravær
En klient virker tom og fraværende under en samtale om et svært emne. I stedet for at spørge dybere, trækker du fokus væk fra indholdet og tilbyder kontakt: “Lige nu går det måske lidt stærkt – skal vi tage et øjeblik og bare være her sammen?”
I alle ovenstående tilfælde er det at bringe tilstedeværelse ind i et nu en vej til at hjælpe klienten, for det, der har trigget nervesystemet, ligger i deres historie. Derfor er det næsten altid sikkert at være til stede i nuet og skabe kontakt.
Disse mikroskift er ikke bare “det medmenneskelige” i terapi – de er terapi. Når vi hjælper klienten ind i sit vindue, støtter vi hjernen i at vende tilbage til kontakt, refleksion og følelsesmæssig regulering. Det er her, det bliver muligt at arbejde med det, der gør ondt –
ikke før.
Når kroppen bliver indgangen – og ikke bare et sted, det gør ondt
I arbejdet med traumer er kroppen ikke blot et sted, hvor vi ser effekterne af det levede liv – den er også en indgang til regulering, kontakt og forløsning. Når vi forstår tolerancevinduet og kobler det med en kropslig tilgang, bliver vi i stand til at møde klienten dér, hvor sproget slipper op, men hvor kroppen stadig husker.
Vores nervesystem regulerer sig ikke kun gennem tænkning – det regulerer sig gennem kontakt, rytme, sansning og berøring. Derfor spiller kroppen en afgørende rolle i, hvordan vi bringer klienten ind i sit tolerancevindue og støtter dem i at forblive der.
Berøring og sansning som vej til regulering.
Mange klienter har ikke adgang til sproglig refleksion, især når deres system er overvældet. Her er kropsarbejdet ikke et “add-on” – det er vejen ind. En rolig, tryg hånd på brystkassen, et fast kontaktpunkt ved foden, en guidet opmærksomhed mod tyngden i kroppen kan være dét, der hjælper klienten tilbage til her-og-nu, hvor de igen kan mærke sig selv og være i kontakt.
Vi arbejder med:
– Blid, afstemt berøring, der skaber tryghed og kropslig feedback uden at presse systemet
– Sanseforankring – at guide klienten til at mærke kontaktflader, temperatur, bevægelse, spænding og afspænding
– Bevidst åndedræt, der stimulerer vagusnerven og hjælper kroppen med at skifte fra sympatisk aktivering (kamp/flugt) til parasympatisk ro og restitution.
Det handler ikke om at gøre noget med kroppen, men om at møde kroppen, som den er, og invitere den tilbage i kontakt.
Derfor er tolerancevinduet integreret i hele traumeterapeutuddannelsen.
På Kropsterapeutisk Instituts uddannelse til stress-, angst- og traumeterapeut er arbejdet med tolerancevinduet ikke ét modul blandt mange. Det er et grundlæggende princip, der går igen på alle niveauer:
– I kropsbehandlingen, hvor vi træner i at læse kroppens signaler og regulere nervesystemet gennem berøring, åndedræt og nærvær
– I samtaleterapien, hvor vi tilpasser vores tilgang ud fra klientens tilstand – og lærer at spotte tegn på over- eller underaktivering
– I undervisningen i traumer, skam og karakterstrukturer, hvor forståelsen af fastlåste mønstre kobles direkte til overlevelsesreaktioner og deres somatiske udtryk
– Og i din egen proces, hvor du mærker på egen krop, hvad det vil sige at være indenfor og udenfor dit eget vindue – og hvordan du finder tilbage igen.
Det er en uddannelse, hvor viden, krop og kontakt integreres til én helhed. For det er netop, når vi forstår og anvender tolerancevinduet i praksis – gennem både teori, krop og relation – at vi kan skabe tryg, dyb og varig forandring hos de mennesker, vi arbejder med.