Vores nervesystem reagerer på millisekunder, ofte før vi når at tænke – særligt når gamle traumespor aktiveres. For terapeuter er evnen til at genkende disse forsvarsmønstre afgørende, fordi det ikke kun er ordene, der taler i terapirummet, men kroppen. At forstå forskellen kan være nøglen til tryg kontakt og effektiv traumebehandling.
Vi bevæger os alle sammen mellem forskellige tilstande i vores nervesystem dagligt, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Det sker, mens livet kører sin gang; i relationer, mens vi taler, lytter, agerer og forsøger at være nærværende – både som professionelle og som private mennesker. Nogle gange mærker vi, hvordan kroppen bliver let, åben og kontaktsøgende. Andre gange, hvordan den trækker sig sammen, bliver hurtig, tung, indadvendt eller overvældet. Alt sammen på millisekunder, længe før vi når at tænke en eneste tanke.
Det er det autonome nervesystems sprog. Og det er her, vores forsvarsmønstre – kamp, flugt, frys og kollaps – viser sig, særligt når nervesystemet reagerer på gamle oplevelser eller spor af traume, som kroppen stadig forsøger at håndtere.
For mange mennesker er disse reaktioner ikke blot uhensigtsmæssig adfærd, men dybt forankrede strategier, der engang hjalp dem med at overleve noget, der var for svært at rumme. Det er netop derfor, viden om forsvarsmønstre er central, hvis man arbejder med traumeterapi eller ønsker at forstå sin egen krops reaktioner bedre.
Forsvarsmønstre er ikke bevidste valg eller karaktertræk, men gamle, biologiske beskyttelsesmekanismer med én opgave: at beskytte os, når noget i os registrerer fare. Problemet her kan være, at hvad kroppen registrerer som fare, kan være meget forskelligt fra, hvad der objektivt set ér farligt. Efterfølgende kan vi tænke: “Hvorfor reagerede jeg så kraftigt på dét der?” Som om noget i os tog over, uden at vi kunne styre det – hvilket ofte ses hos mennesker, der bærer på uforløste traumer.
Vi møder menneskers forsvarsmekanismer hver eneste dag, også når de ikke selv er opmærksomme på dem, fordi meget af det sker ubevidst. Vi møder dem i blikket, i kroppen, i tempoet, i stemmen, i pauserne, i kontakten. Og vi møder dem i os selv, når noget i den andens fortælling eller energi aktiverer noget velkendt i vores eget system. At kunne genkende dette er fundamentalt i traumeterapi, hvor relationen og kontaktens kvalitet er lige så vigtig som ordene, der bliver sagt.
Derfor er det så vigtigt, at vi forstår forsvarsmønstre – ikke som noget fremmedartet eller forkert, men som noget grundlæggende, der hele tiden er på spil. Noget, der er vævet ind i alle relationer og i hver eneste nuance af kontakt – og derfor også i terapi, og særligt i arbejdet med traumer, hvor kroppen reagerer hurtigere end tanken.
To niveauer af forsvar
Forsvarsmønstrene ses på to niveauer, der fletter sig sammen og derfor kan være svære at adskille, men som udspringer af hver deres baggrund:
Det første niveau er det autonome – kamp, flugt, frys og kollaps.
Det er de biologiske reaktioner, der sætter kroppen i alarmberedskab ved tegn på fare. De sker automatisk, før vi kan tænke, overveje eller forstå. Dem vil – og skal – vi altid have med os.
Det andet niveau er det tilknytningsbestemte – de sociale forsvarsstrategier.
Her kommer de mere relationelle mønstre ind: vrede, gråd, pleasing, tilbagetrækning, falske smil, kontrol, dominans, hypervigilans, udglattende adfærd og mange flere.
Begge niveauer skabes i barndommen, og mange af disse mønstre udspringer af tidlige traumer, hvor barnet lærte, hvilke måder der sikrede kontakt og overlevelse i familien. Tilknytningen er derfor med til at præge, hvordan vores autonome nervesystem reagerer – om vi går i kamp, flugt, frys eller kollaps – og hvilke sociale strategier vi lærte at bruge for ikke at miste tilknytningen.
Hvorfor dette er afgørende for terapeuter
Hvis vi som terapeuter skal arbejde med klienter, må vi forstå disse to niveauer i sammenhæng. Først da får vi et præcist billede af, hvad der sker i terapirummet. Det gælder i alle terapiformer, men det bliver helt afgørende, hvis man arbejder som traumeterapeut, hvor man ikke kun lytter til ordene – man lytter til nervesystemet.
For at åbne op for det, der gør ondt, og dermed lave terapeutisk arbejde, skal nervesystemet være trygt og reguleret nok til at være i kontakt – inden for tolerancevinduet. Forsvarsmønstre er altid til stede i et eller andet omfang, men hvis de sender klienten ud af tolerancevinduet, kan vi ikke arbejde med det traumeterapeutisk, og vi risikerer i værste fald at skabe mere overvældelse.
Når vi møder menneskets forsvarsmønstre, handler det derfor om at skabe tryg kontakt. Det er selve kernen i en kropsorienteret tilgang til traumeterapi: At mødet med klienten starter i kroppen, ikke i tanken. Herfra kan vi hjælpe dem med at regulere sig og få adgang til det, der har været for svært at være i alene.
Når kroppen tager over – det autonome forsvar
Der ligger en stor misforståelse i at tro, at mennesker vælger deres forsvarsmønstre. Ingen vælger at miste kontakten, blive hårde i tonen, lukke ned eller trække sig midt i en svær samtale. Forsvar er ikke valg. De er automatiske reaktioner og måder, kroppen har lært at passe på sig selv på.
Kamp, flugt, frys og kollaps findes i alle pattedyr. Kroppen aktiverer dem ud fra trusselsoplevelsen – ikke virkeligheden, men det, kroppen fortolker som fare. Derfor kan man sidde i en tryg stol, med en tryg terapeut, i et trygt lokale – og alligevel gå i kamp, flugt, frys eller kollaps. Ikke fordi nuet er farligt, men fordi noget gammelt genaktiveres. Dette er en central erkendelse, når man uddanner sig til traumeterapeut.
Flugt optræder ofte subtilt. Man taler hurtigere, skifter emne, mister øjenkontakt eller bliver rastløs. Det er en måde at komme væk fra det, der føles for meget.
Kamp viser sig som en udadgående energi. Man bliver mere insisterende, argumenterende, fastere i stemmen. Det kan ligne personlighed, men er ofte nervesystemets forsøg på at skabe kontrol. Uden forståelse for traume kan det misforstås og skabe modstand i kontakten.
Frys ligner stilstand og kan forveksles med ro. Det er det ikke. Frys er immobilitet oven på aktivering – en intern konflikt mellem “jeg vil væk” og “jeg må ikke bevæge mig”. Dette er et af de mest oversete traumesignaler.
Kollaps ligger dybest. Her ser vi tunghed, opgivenhed og fravær af energi. Dette mønster ses ofte hos mennesker med kompleks traumehistorik.
Der er ikke én tilgang, der virker på alle forsvar. Hver tilstand skal mødes forskelligt. At kunne vurdere og møde det, der er aktivt lige nu, er noget enhver traumeterapeut skal mestre for at undgå retraumatisering.
Hierarkiet i forsvarsmønstrene
Kroppen vælger ikke tilfældigt mellem forsvarsmønstrene. Den følger et hierarki. Først forsøger den med flugt eller kamp, hvor der stadig er energi og handlemuligheder. Hvis dette ikke opleves muligt, glider systemet ned i frys. Hvis belastningen fortsætter, falder det til sidst i kollaps.
Dette hierarkiske perspektiv er grundlæggende viden i traumeterapi, fordi det viser os, hvor klienten befinder sig, og hvordan vi skal møde dem. Det gælder både i det autonome og det tilknytningsbaserede forsvar, hvor de sociale strategier – gråd, kontrol, pleasing, tilbagetrækning, udglattende adfærd – ofte er måder at sikre relationen på, når andre muligheder føltes farlige engang.
Forsvarsmønstre er ikke fejl. De er nervesystemets intelligente forsøg på at sikre overlevelse. Som terapeuter er vores opgave ikke at analysere forsvar ihjel, men at invitere klienten tilbage i kontakt, tilbage i kroppen og tilbage i nærværet. Dette er en af de mest grundlæggende færdigheder i traumeterapi.
At forstå og arbejde med forsvarsmønstre er derfor ikke blot nyttig viden, men en forudsætning for at kunne arbejde med traumer på et niveau, hvor kroppen og psyken mødes i samme bevægelse.
Derfor skal du kende dine egne forsvar
Det er afgørende, at du som terapeut og behandler kender disse tilstande i dig selv, hvis du vil lave virksom terapi – og særligt, hvis du vil arbejde sikkert med traumer. Du kan kun møde det hos klienten, du kan rumme i dig selv.
Derfor er der så stort fokus på netop dette på stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen hos KI, hvor du lærer at aflæse, møde og regulere disse forsvar til gavn for dine klienter. Her bliver du klædt på til at arbejde professionelt som traumeterapeut – både kropsligt, relationelt og metodisk.
Læs mere om Stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen her