Kropsterapi og samtaleterapi retter opmærksomheden mod forskellige sider af det samme menneske. Læs om, hvorfor kombinationen kan være særlig værdifuld i arbejdet med stress, angst og traumer.
Mange mennesker, der går i terapi, kender oplevelsen af godt at kunne forstå noget med hovedet uden nødvendigvis at kunne ændre den reaktion, der opstår, når de står midt i situationen. Man kan godt vide, at det er i orden at sige nej, og samtidig mærke kroppen spænde op, stemmen blive usikker og ordene forsvinde, når grænsen faktisk skal sættes. Man kan forstå, at ens partner ikke er den forælder, man engang var afhængig af, men alligevel reagere med stærk uro, vrede eller frygt, når den anden trækker sig. Og man kan rationelt vide, at hjertebanken under angst ikke nødvendigvis betyder, at noget farligt er ved at ske, mens kroppen alligevel reagerer, som om situationen kræver øjeblikkelig handling.
Det betyder ikke, at indsigt eller samtaleterapi ikke virker. Tværtimod kan det at forstå sin historie, sine relationer, sine følelser og sine mønstre være en afgørende del af en terapeutisk proces. Men det viser noget vigtigt om os som mennesker: Vi reagerer ikke kun gennem vores bevidste tanker og beslutninger. Vi reagerer også gennem vores nervesystem, vores sanser, vores muskelspænding, vores vejrtrækning, vores impulser og de automatiske forsvarsreaktioner, som kan blive aktiveret, før vi når at forstå, hvad der sker.
Det er netop her, mødet mellem kropsterapi og samtaleterapi bliver særligt interessant. Ikke fordi kropsterapi skal erstatte psykoterapi, og heller ikke fordi samtaleterapi er utilstrækkelig, hvis der ikke arbejdes direkte med kroppen. Men fordi de to indgange kan rette opmærksomheden mod forskellige sider af det samme menneske og dermed supplere hinanden. Samtaleterapien kan hjælpe os med at skabe mening, forstå vores relationelle erfaringer, undersøge følelser og livsmønstre og udvikle vores evne til mentalisering. Det kropslige arbejde kan samtidig give adgang til sansninger, autonom aktivering og automatiske reaktioner, som ikke altid ændrer sig, blot fordi vi intellektuelt har forstået dem.
Samtaleterapien hjælper os med at forstå og skabe sammenhæng
Samtalen har en helt central plads i terapi, fordi sproget giver os mulighed for at undersøge, hvad et menneske har oplevet, hvordan situationen blev forstået, hvilke følelser der var forbundet med den, og hvilken betydning erfaringerne senere har fået. Gennem samtalen kan vi begynde at opdage forbindelser mellem tidligere erfaringer og aktuelle reaktioner. En klient kan eksempelvis begynde at forstå, hvorfor kritik på arbejdet rammer så voldsomt, hvis anerkendelse gennem opvæksten især var forbundet med at præstere. En anden kan få øje på, hvordan en stærk frygt for at blive forladt i parforholdet hænger sammen med tidligere erfaringer med uforudsigelig kontakt, mens en tredje måske opdager, at vanskeligheden ved at sætte grænser ikke handler om manglende vilje, men om en gammel erfaring med, at tilpasning var nødvendig for at bevare relationen.
Når sådanne sammenhænge bliver tydeligere, kan reaktionen begynde at give mere mening. Det, der tidligere blev oplevet som “der er noget galt med mig”, kan i stedet forstås som en reaktion eller strategi, der engang havde en funktion. Samtalen kan samtidig hjælpe klienten til at mentalisere og blive mere nysgerrig på sit eget og andres indre liv: Hvad sker der egentlig i mig? Hvad føler jeg? Hvad har jeg brug for? Hvad forestiller jeg mig, at den anden tænker? Og er det muligt, at der findes andre forklaringer end den, mit alarmsystem straks præsenterer mig for?
Denne refleksive bevægelse er vigtig, fordi den skaber flere perspektiver og flere handlemuligheder. Men den kan også have sine begrænsninger, hvis klienten bliver meget dygtig til at forstå og forklare sit mønster uden samtidig at komme i kontakt med det, der sker i kroppen og følelseslivet, når mønstret faktisk bliver aktiveret. Mange klienter kan fortælle deres historie detaljeret, analysere deres barndom og sætte præcise ord på deres strategier, samtidig med at kroppen reagerer næsten præcis som før, når de står i den situation, der aktiverer dem.
Her bliver forskellen mellem fortælling og oplevelse vigtig.
Fra fortællingen om det, der skete, til oplevelsen af det, der sker nu
Mange klienter kommer naturligt ind i terapirummet med en fortælling. De fortæller, hvad der skete, hvem der gjorde hvad, hvordan de reagerede, og hvad de efterfølgende har tænkt om situationen. Det er ofte både nødvendigt og værdifuldt, fordi fortællingen hjælper terapeuten og klienten med at forstå den sammenhæng, oplevelsen indgår i. Men i det terapeutiske arbejde kan der nogle gange ske noget vigtigt, når opmærksomheden flyttes fra historien om det, der skete, til det, der sker i klienten lige nu, mens historien bliver fortalt.
En klient kan eksempelvis fortælle om en konflikt og samtidig sige, at det egentlig ikke påvirker hende længere, mens stemmen bliver lidt lavere, vejrtrækningen ændrer sig, kæben spænder, eller blikket glider væk. Det betyder ikke, at terapeuten dermed ved, hvad den kropslige reaktion betyder. En spændt kæbe er ikke automatisk vrede, og en ændring i åndedrættet fortæller ikke i sig selv, hvilken følelse klienten har. Men reaktionen kan være en invitation til nysgerrighed. Terapeuten kan eksempelvis spørge: “Hvad lægger du mærke til i dig selv lige nu, mens du fortæller det?” eller sætte ord på noget konkret, der kan observeres, uden at fortolke det: “Jeg lægger mærke til, at dit åndedræt ændrede sig lidt lige dér. Hvad sker der i dig?”
På den måde bevæger terapien sig fra fortællingen om en oplevelse til selve oplevelsen i nuet. Der kan være forskel på at fortælle om, hvad der skete, analysere det og forklare det og på at komme i kontakt med den aktuelle oplevelse gennem kropslige fornemmelser, følelser, impulser, sårbarhed og relationen til terapeuten.
Det betyder ikke, at vi skal væk fra ordene. Det betyder snarere, at ordene kan bruges på en anden måde. I stedet for straks at spørge, hvorfor noget sker, kan vi et øjeblik blive ved det, der allerede viser sig. Hvis klienten siger, at der sidder en uro i brystet, kan terapeuten spørge, hvordan uroen mærkes, om den ændrer sig, når klienten lægger mærke til den, og hvad der sker, når man bliver lidt ved den. På den måde bliver kroppen ikke et alternativ til samtalen. Den bliver en del af det, samtalen undersøger.
Kroppen giver adgang til sansningen og de automatiske reaktioner
Når vi arbejder kropsligt med mennesker med stress, angst og traumer, er udgangspunktet derfor et andet end i en mere traditionel kropsterapeutisk behandling, hvor fokus eksempelvis kan være smerter, spændinger eller bevægelighed. Her arbejder vi med en mere specialiseret kropsterapeutisk tilgang, hvor forståelsen af nervesystemets forsvarsreaktioner – kamp, flugt, frys og kollaps – bliver en del af selve behandlingen. Derfor handler arbejdet ikke først og fremmest om at finde en bestemt spændt muskel og få den til at slippe, men om kontakt: kontakt til kroppen, kontakt til sansningen og kontakt mellem klient og terapeut.
Mennesket og den tilstand, nervesystemet befinder sig i, kommer før den konkrete teknik. Det betyder også, at den samme intervention kan virke regulerende for ét menneske og opleves som for intens eller utryg for et andet. Derfor bliver terapeutens evne til at aflæse og møde det menneske, der ligger på briksen, vigtigere end at følge en bestemt behandlingsopskrift.
Hvis en klient eksempelvis ligger på briksen og mærker et pres i brystet, kan vi naturligvis hurtigt begynde at spørge, hvilken følelse presset handler om, eller hvad det minder om. Men vi kan også vælge at blive længere ved selve sansningen og undersøge den mere konkret. Hvordan mærkes presset? Er det samlet ét sted eller mere diffust? Ændrer det sig, når klienten bliver opmærksom på det? Og kan klienten samtidig registrere noget andet – måske kontakten fra briksen, tyngden i benene eller terapeutens hånd?
Det kan lyde meget enkelt, men for nogle mennesker er kontakt til kroppen langt fra enkel. Et menneske med angst kan være ekstremt opmærksomt på kroppens signaler og hurtigt komme til at fortolke selv små ændringer som tegn på fare. Et menneske, der gennem lang tid har levet med stress, kan have lært at tilsidesætte træthed, spænding og behov for pauser, fordi opgaver og ansvar hele tiden kom først. Og et menneske med traumebelastning kan have erfaringer med, at kontakt til bestemte sansninger, følelser eller områder af kroppen opleves som så ubehageligt, at det er blevet nødvendigt at skabe afstand til dem.
Det kropslige arbejde handler derfor ikke om, at klienten skal mærke mest muligt eller komme hurtigst muligt ind i det mest sårbare. Det handler om gradvist at hjælpe mennesket til at kunne være i kontakt med det, der kan mærkes, i en dosering som nervesystemet kan være med til. Når kropsterapien samtidig hjælper nervesystemet mod større regulering, kan det have betydning både fysiologisk og psykisk. En ændring i den autonome aktivering kan blandt andet hænge sammen med ændringer i muskelspænding, åndedræt og den generelle oplevelse af alarmberedskab, mens en mere reguleret tilstand samtidig kan gøre det lettere at bevare kontakt, være med følelser uden at blive overvældet og bruge de refleksive og mentale kapaciteter, som samtaleterapien arbejder videre med. Det er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor kropsterapi kan være en værdifuld del af arbejdet med stress, angst og traumebelastning.
Når kroppen og samtalen arbejder med det samme øjeblik
Det er netop i disse øjeblikke, at integrationen mellem kropsterapi og samtaleterapi bliver tydelig. Forestil dig en klient, der fortæller om en konflikt med sin partner og siger, at hun godt ved, at hun burde sætte en grænse, men at hun hver gang ender med at trække sig eller sige, at det hele er i orden. Samtaleterapeutisk kan det være vigtigt at undersøge hendes erfaringer med grænser, konflikter og relationer. Måske har hun tidligt lært, at vrede fører til afstand, eller at det var sikrere at tilpasse sig andres behov end at mærke og udtrykke sine egne.
Men mens hun fortæller, kan terapeuten samtidig registrere, at kroppen næsten begynder at gentage den samme bevægelse. Skuldrene trækker sig sammen, stemmen bliver lidt mindre tydelig, eller klienten mærker måske et tryk i brystet. Her kan terapeuten vælge at blive ved det aktuelle øjeblik og spørge, hvad klienten registrerer i kroppen. Hvis terapeuten arbejder kropsligt, kan hænderne samtidig være i kontakt med det område, klienten mærker, uden at terapeuten på forhånd beslutter, hvad der skal ske.
Klienten kan måske opdage, at der under spændingen ligger en impuls til at trække sig sammen, eller måske det modsatte: en impuls til at skubbe noget væk. Den kropslige erfaring kan dermed åbne for et lag, som samtalen bagefter kan hjælpe med at forstå. Hvad ville kroppen gøre, hvis den fik lov? Hvilken følelse følger med impulsen? Hvilket behov bliver tydeligt? Og hvordan hænger det sammen med den situation, klienten oprindeligt fortalte om?
På den måde kan arbejdet bevæge sig fra spænding til sansning, videre mod følelse og behov og derfra mod regulering og integration. Det er ikke en fast opskrift, men en mulig bevægelse, hvor en kropslig spænding kan blive til en tydeligere sansning, som kan åbne adgang til en følelse og et behov, hvorefter oplevelsen kan forstås og integreres i den større sammenhæng.
Kroppen bliver dermed ikke et alternativ til samtalen. Den kan blive en vej ind i noget, som samtalen efterfølgende hjælper klienten med at forstå, sætte ord på og forbinde med resten af sit liv.
Regulering skaber mulighed for det videre terapeutiske arbejde
Der er imidlertid en vigtig forudsætning for denne proces. Klienten skal i tilstrækkelig grad kunne være til stede i det, der sker. Det betyder ikke, at klienten skal være helt rolig eller fri for stærke følelser. Terapi vil ofte netop indebære kontakt med sorg, vrede, angst, skam, savn eller andre tilstande, som påvirker os. Men der er forskel på at være følelsesmæssigt aktiveret og samtidig kunne bevare kontakten til sig selv, terapeuten og rummet og på at blive så overvældet, at denne kontakt begynder at forsvinde.
Det er her, arbejdet med tolerancevinduet bliver centralt, og særligt i arbejdet med traumestof er det vigtigt. Hvis klienten bliver meget overaktiveret, kan vi måske opleve, at åndedrættet accelererer, tankerne bliver mindre fleksible, kroppen spænder kraftigt op, eller kontakten til terapeuten bliver vanskeligere. Hvis klienten bevæger sig mod frys, kollaps eller dissociation, kan energien falde, blikket blive fjernt, kroppen føles mindre tilgængelig, og klienten kan få sværere ved at svare på spørgsmål eller orientere sig i rummet. Evnen til fortsat at kunne mærke kroppen, være i kontakt med terapeuten, være i kontakt med sig selv og orientere sig bliver derfor vigtige pejlemærker for, om klienten fortsat har tilstrækkelig regulering til at blive i processen.
I de situationer er mere dybde derfor ikke nødvendigvis bedre. Det gælder særligt, når vi arbejder med traumestof. Hvis klienten bliver så overvældet, at kontakten til kroppen, terapeuten eller nutiden begynder at forsvinde, er målet ikke at presse videre ind i oplevelsen. Tværtimod kan en for voldsom aktivering risikere at forstærke oplevelsen af hjælpeløshed og i værste fald bidrage til retraumatisering. Derfor bliver terapeutens evne til at vurdere aktivering, holde øje med tolerancevinduet og hjælpe klienten tilbage mod tilstrækkelig kontakt og regulering helt central.
Det er også en af grundene til, at en terapeutisk forståelse er vigtig, når man arbejder kropsligt med mennesker med traumer. Det er ikke nok at kunne udføre en kropslig teknik. Terapeuten skal også kunne genkende tegn på hyperaktivering, frys og dissociation, kunne dosere arbejdet og vide, hvornår processen skal bremses eller orienteres tilbage mod nuet. Det kan ske ved at orientere sig i rummet, mærke underlaget, registrere fødder eller ben, være opmærksom på åndedrættet eller mærke både det ubehagelige område og et andet sted i kroppen, der føles mere stabilt. Pointen er ikke at distrahere klienten fra det svære, men at skabe tilstrækkelig kapacitet til, at klienten kan være med det svære uden at miste sig selv i det.
Det er også her, terapeutens egen tilstand bliver vigtig. Vi regulerer ikke kun gennem de teknikker, vi vælger, men også gennem vores tempo, stemme, tilstedeværelse og evne til selv at blive i kontakten. Hvis terapeuten bliver urolig, får travlt med at løse klientens reaktion eller kommer så langt ind i klientens oplevelse, at den terapeutiske orientering forsvinder, påvirker det også relationen. Derfor arbejder vi blandt andet med tovejsopmærksomhed: evnen til både at være orienteret mod klienten og samtidig bevare kontakten til sig selv.
Samregulering bliver i den sammenhæng ikke en teknik, men en relationel kvalitet. Klienten er ikke alene med den reaktion, der opstår, og terapeuten forsøger heller ikke at fjerne den hurtigst muligt. Man undersøger den sammen, samtidig med at terapeuten er opmærksom på, hvornår doseringen er tilstrækkelig, og hvornår klienten har brug for at komme mere tilbage til nuet.
Det kropslige arbejde skal møde det nervesystem, der faktisk er til stede
En vigtig konsekvens af denne tilgang er, at kropsterapi ved stress, angst og traumer ikke kan reduceres til én bestemt behandlingsform. Det samme menneske kan have brug for forskellige indgange på forskellige tidspunkter, og to mennesker med den samme diagnose kan have meget forskellige kropslige og autonome reaktioner.
Ved høj arousal kan kroppen være præget af uro, spænding, årvågenhed og et vedvarende beredskab til handling. Her kan langsommere tempo, grounding, åndedræt, tydelig kontakt, tyngde og mere regulerende former for kropsligt arbejde være relevante. Men selv her er det ikke sikkert, at maksimal ro er den rigtige indgang fra første øjeblik. Hvis et menneskes nervesystem gennem lang tid har været organiseret omkring høj mobilisering, kan meget dyb afspænding eller langsomhed opleves uvant eller utrygt. I undervisningen lærer terapeuterne på uddannelsen netop at møde klienten i den høje arousal, der allerede er til stede, og derfra gradvist invitere nervesystemet mod lavere arousal, frem for mekanisk at anvende den samme teknik på alle klienter.
Ved lav arousal, frys eller mere kollapsprægede tilstande kan udfordringen være en anden. Her kan klienten have svært ved at mærke sin egen kraft, afgrænsning eller mulighed for handling, og mere afspænding er derfor ikke nødvendigvis det, systemet har brug for. Det kropslige arbejde kan i stedet rette sig mod at hjælpe klienten til forsigtigt at komme mere til stede gennem kontakt til muskler, tyngde og mulighed for at skabe et aktivt pres. Det kan eksempelvis ske ved at presse en fod eller hånd mod terapeutens modstand og mærke, at kroppen faktisk kan tage plads eller skubbe noget væk. Også her kan arbejdet stadig være langsomt og nænsomt; formålet er ikke at presse klienten op i aktivering, men at møde det nervesystem, der ligger på briksen.
Det betyder samtidig, at den kropslige reaktion kan blive en åbning til det psykoterapeutiske arbejde. Når klienten opdager, hvor fremmed det føles at skubbe noget væk, kan der opstå en forbindelse til vanskeligheder med grænser. Når et menneske opdager, hvor svært det er at fylde fysisk, kan der måske samtidig vise sig en livslang erfaring med ikke at måtte fylde relationelt. Og når klienten for første gang mærker en tydelig impuls til at sige nej, kan samtalen hjælpe med at undersøge, hvad der tidligere gjorde denne impuls farlig.
Stress, angst og traumer kan kalde på forskellige indgange
Selvom stress, angst og traumer ofte overlapper, er der forskelle, som er vigtige at bevare. Ved langvarig stress møder vi ofte mennesker, som gennem lang tid har været i en høj grad af mobilisering. De har måske præsteret, taget ansvar, løst problemer og været orienteret mod omgivelsernes behov, mens kroppens egne signaler gradvist er blevet skubbet i baggrunden. Her kan samtalen hjælpe med at undersøge de livsmønstre, krav og relationelle strategier, der er med til at holde belastningen i gang, mens kropsterapien kan hjælpe klienten med tidligere at registrere de signaler, der fortæller, at grænsen er ved at være nået. Målet bliver ikke kun at kunne slappe af, men også at kunne mærke sig selv tydeligere undervejs.
Ved angst kan samspillet mellem krop og fortolkning være meget tydeligt. Hjertebanken, ændret vejrtrækning, uro, svimmelhed eller spænding kan blive fortolket som tegn på, at noget farligt er ved at ske, og denne fortolkning kan igen øge den kropslige aktivering. Samtaleterapien kan hjælpe klienten med at undersøge katastrofetanker og forstå angstens mekanismer, mens arbejdet med kroppen kan give mulighed for gradvist at udvikle et andet forhold til de sansninger, der tidligere automatisk blev opfattet som farlige. Klienten kan eksempelvis opdage, at uro godt kan være til stede i brystet samtidig med, at der er tyngde og kontakt et andet sted i kroppen. På den måde handler regulering ikke nødvendigvis om at få uroen væk, men om at øge evnen til at kunne være med den uden automatisk at fortolke den som fare.
Ved traumer bliver denne balance ofte mere sensitiv, fordi kropslige og relationelle reaktioner kan være tæt forbundet med tidligere forsvar. Kamp, flugt, frys, kollaps og dissociation kan aktiveres, før klienten bevidst forstår, hvad der sker, og selve den terapeutiske relation kan blive en del af det, nervesystemet reagerer på. En bestemt tone i stemmen, en bevægelse eller en berøring kan opleves anderledes, end terapeuten havde forestillet sig. Derfor bliver tempo, samtykke, kontakt og dosering helt centrale. Målet er ikke at presse klienten gennem et forsvar, men at forstå, at forsvaret har haft en funktion, og sammen undersøge, om der gradvist kan skabes mere fleksibilitet omkring det.
Den kropslige regulering bliver dermed ikke kun et supplement, der kan få klienten til at føle sig bedre i øjeblikket. Når nervesystemets aktivering bliver mere fleksibel, kan det have betydning både for de fysiologiske symptomer og for den psykiske kapacitet til at være med det, der tidligere udløste stærk stress, angst eller traumereaktioner. Kropsterapien kan på den måde understøtte en bevægelse mod større regulering, samtidig med at samtaleterapien arbejder videre med de følelser, erfaringer, relationer og mønstre, der er forbundet med reaktionen.
Berøring er ikke bare en teknik – den er også en del af relationen
En særlig forskel mellem klassisk samtaleterapi og kropsterapi er naturligvis berøringen. Når terapeuten arbejder med hænderne, sker der noget konkret i relationen. Klienten mærker ikke kun sin egen krop indefra, men også kontakten fra et andet menneske, og det giver både muligheder og et stort terapeutisk ansvar.
Berøring er ikke neutral. Den samme form for kontakt kan opleves støttende og regulerende for ét menneske og for tæt, kontrollerende eller utryg for et andet. Selv hos den samme klient kan oplevelsen ændre sig fra situation til situation. Derfor kan hænderne ikke forstås som et redskab, terapeuten blot anvender på kroppen uafhængigt af relationen. Kontakten skal hele tiden finde sted i samarbejde med klienten og med opmærksomhed på grænser, samtykke og de reaktioner, der opstår undervejs.
Terapeutens hænder kan samtidig blive et kropsligt anker. Når terapeuten bliver ved et område, sænker tempoet og holder en tydelig kontakt, kan det hjælpe klienten til at registrere en sansning, som ellers hurtigt ville forsvinde ind i tanker eller forklaringer. Hænderne kan på den måde støtte klienten i at blive i oplevelsen og mærke sig selv.
Men også her kan samtalen indgå. Hvordan er det, at jeg holder her? Kan du mærke kontakten? Har du lyst til mere eller mindre tryk? Kan du mærke dig selv samtidig med, at du mærker mig? På den måde bliver berøring, sansning, afgrænsning og relation en del af den samme terapeutiske proces.
Når sansningen åbner til følelser, behov og forståelse
En af de vigtigste pointer i integrationen mellem kropsterapi og samtaleterapi er derfor, at vi ikke behøver skynde os fra den første kropslige sansning til en forklaring. Hvis klienten siger, at der er et tryk i brystet, kan terapeuten i første omgang blive ved det konkrete og undersøge, hvordan trykket opleves, om det ændrer sig, og hvordan det er at være sammen med det. Det er ikke fordi spørgsmål om følelser, historie og betydning er forkerte, men fordi der nogle gange sker noget andet, når sansningen får lov til at være tydelig, før den bliver fortolket.
Efterhånden kan der måske opstå en følelse i forbindelse med sansningen. Klienten mærker trykket i brystet og bliver pludselig ked af det. Hvis klienten stadig har tilstrækkelig kontakt og regulering, kan terapeuten blive nysgerrig på sorgen og måske på det behov, der bliver tydeligt sammen med den. Klienten opdager måske, at der under sorgen ligger en gammel oplevelse af at have stået alene og haft brug for støtte.
Her kan samtalen igen spille en central rolle. Den kan hjælpe klienten med at forbinde den aktuelle oplevelse med den større livshistorie og samtidig differentiere mellem det, der hører fortiden til, og det, der er til stede nu. Den uro, der opstår i kroppen, kan begynde at blive forståelig som en gammel reaktion, uden at klienten behøver at opleve den som hele sandheden om nutiden. Denne proces kan bevæge sig fra sansning til følelse og videre mod regulering, mentalisering, dele-arbejde eller indre barn-arbejde, afhængigt af hvad der viser sig, og hvad klienten kan være med til.
Det centrale er, at forståelsen nu ikke alene opstår som en intellektuel konklusion. Den bliver knyttet til en oplevelse, som klienten faktisk har kunnet mærke og være i, samtidig med at kontakten til terapeuten og nutiden blev bevaret.
Kropsterapi og samtaleterapi behøver ikke være to forskellige verdener
Vi kommer let til at tænke for kategorisk om terapi. Enten taler vi, eller også arbejder vi med kroppen. Men i praksis kan de to indgange væves langt mere sammen.
En samtaleterapeut kan være opmærksom på kroppen uden nødvendigvis at udføre kropsterapi. Terapeuten kan være nysgerrig på ændringer i åndedræt, kropsholdning, tempo, spænding og sansning og invitere klienten til at lægge mærke til, hvad der sker i kroppen, mens et bestemt tema bliver berørt. På samme måde kan en kropsterapeut, der samtidig har terapeutisk uddannelse, arbejde med langt mere end muskler og væv. Når følelser, relationelle erfaringer, forsvarsreaktioner eller traumebelastning bliver aktiveret under en behandling, skal terapeuten kunne møde dette fagligt og ikke blot forsøge at behandle spændingen væk.
På Kropsterapeutisk Institut er det netop forbindelsen mellem disse lag, vi arbejder med på uddannelsen i stress-, angst- og traumeterapi. Allerede i uddannelsens opbygning veksles der mellem blandt andet oplevelsesorienteret terapeutisk arbejde, empatisk kommunikation, kropsterapi, traumepsykologi, nervesystem og regulering, forsvarsmønstre, tilknytning, indre barn og senere en direkte integration af terapi ved briksen.
Vi arbejder med samtalen, fordi mennesker har brug for mening, relation, refleksion, følelsesmæssig forståelse og mentalisering. Vi arbejder med kroppen, fordi mennesker samtidig sanser, spænder, holder vejret, mobiliserer, trækker sig sammen, mister kontakt, mærker impulser og reagerer gennem et nervesystem, der ikke altid venter på den bevidste tanke. Og vi arbejder med integrationen mellem de to, fordi den terapeutiske proces kan blive særlig interessant, når oplevelse og forståelse får mulighed for at mødes.
Kropsterapi skal derfor ikke erstatte samtaleterapi, og samtaleterapi behøver heller ikke kunne det samme som kropsterapi. De tilbyder forskellige indgange til det samme menneske. Når klienten får bedre kontakt til kroppen, kan der blive større adgang til sansninger og følelser. Når nervesystemet er tilstrækkeligt reguleret, kan det blive lettere at bevare kontakt, være nysgerrig og mentalisere. Og når samtalen hjælper med at skabe mening og sammenhæng i det, der viser sig, kan noget, der tidligere primært blev oplevet som uro, spænding eller en automatisk reaktion, begynde at blive forståeligt.
På den måde kan bevægelsen gå begge veje. Samtalen kan hjælpe os til at forstå det, kroppen gør, og kroppen kan give os adgang til oplevelser, som endnu ikke er blevet tydelige i ordene. Sansningen kan åbne til følelsen, følelsen kan gøre et behov tydeligere, og når klienten samtidig kan bevare kontakten til sig selv, terapeuten og nutiden, kan der opstå mulighed for en mere integreret terapeutisk bearbejdning.
Det er måske netop her, kombinationen mellem kropsterapi og samtaleterapi viser noget af sin største værdi: ikke fordi vi skal vælge mellem kroppen og psyken, men fordi vi i udgangspunktet arbejder med et menneske, hvor de aldrig har været adskilt.
Vil du lære mere om at arbejde samtaleterapeutisk og kropsterapeutisk med stress, angst og traumer?
Hvis du er nysgerrig på, hvordan du kan arbejde professionelt med både samtaleterapeutiske og kropslige indgange til stress, angst og traumer, kan du læse mere om Kropsterapeutisk Instituts uddannelse til stress-, angst- og traumeterapeut.
På uddannelsen arbejder vi blandt andet med traumeterapi, choktraumer og udviklingstraumer, tolerancevinduet, nervesystemets forsvarsreaktioner, kropslig regulering, tilknytning, terapeutisk samtale og integrationen mellem kropsterapi og samtaleterapi.
Læs mere om uddannelsen til stress-, angst- og traumeterapeut
Du kan også se vores online informationsmøde, hvor jeg fortæller mere om uddannelsens opbygning, indhold og den måde, vi arbejder på i undervisningen.