Tilknytning – og hvordan det påvirker vores voksne liv

De fleste mennesker tænker ikke over, eller er end ikke bevidste om, hvordan deres tidligste relationer stadig former deres måde at være i verden på som voksne. Men langt før vi får sprog, lærer vi noget helt fundamentalt: hvordan det føles at være i kontakt. Disse
første erfaringer bliver grundlaget for vores tilknytning, og de følger os ind i voksenlivet som et slags indre navigationssystem, der påvirker alt fra vores relationer til vores stresstærskel – og for mange mennesker også, hvordan de håndterer traumer senere i
livet.

Tilknytning handler ikke kun om barndom og om, hvorvidt mor eller far trøstede os eller ej, da vi var små. Det handler om nervesystem, forventninger, kontakt, regulering og om de mønstre, der viser sig i tæt relation til andre. Tilknytningens dynamik bliver særligt tydelig,
når vi er i et rum, hvor vi på en eller anden måde oplever sårbarhed eller traumeaktivering, for det er her, at kontakten er ”på spil”.

Tilknytningsteorien giver derfor virkelig mening, når vi skal arbejde dybt med mennesker – ikke som etiketter, men som dynamiske mønstre, der fortæller os noget vigtigt om menneskets behov og væren i verden. I traumeterapi er forståelsen af disse mønstre helt central, fordi relationen i sig selv kan være både kilde til heling og trigger for gamle traumer.

Hvordan tilknytning opstår
Tilknytningen begynder allerede i spædbarnets første levemåneder, men bliver først tydeligt organiseret omkring 7–8 måneders alderen, hvor selve tilknytningsmønsteret tager form. Herfra bliver det gradvist mere etableret og stabiliseres mellem 1-2-årsalderen. Det er her, barnet lærer, om kontakten med omsorgspersonen er tryg, utryg eller uforudsigelig. Det lærer, hvorvidt omsorgspersonen kommer, når det kalder, om barnets følelser er velkomne, og om dets behov bliver mødt eller ignoreret.

Tilknytningen bliver ikke skabt af enkelte hændelser, men af gentagne oplevelser og erfaringer, som viser sig som mønstre. Disse tidlige erfaringer bliver til mentale “arbejdsmodeller” (indre skemaer) for relationer generelt – som en slags “sådan er andre mennesker, sådan foregår kontakt”.

Fordi vores tidligste tilknytning foregår, før vores sprog og kognitive tænkning dannes, opleves tilknytning kropsligt og relationelt – ikke kognitivt. Det er også derfor, at det kan være svært at ”få øje på” eller forstå, hvad vores tilknytning er, eller hvordan det spiller sig ud. Netop fordi det er automatiske reaktioner i nervesystemet snarere end bevidste overbevisninger. Vi kan nemlig sagtens tænke, at vi gerne vil være sårbare med andre, bede om hjælp eller være cool med, at der ikke bliver svaret på vores besked, men så – nærmest per automatik – rent faktisk reagere helt anderledes, når situationen så opstår.

De fire tilknytningsmønstre
Der findes fire grundlæggende tilknytningsmønstre: Tryg, Utryg ambivalent, Utryg undvigende og Utryg desorganiseret. Man skelner i grove termer altså mellem tryg og utryg, hvor de utrygge har forskellige udtryk. Og her er det vigtigt at sige, at ingen mennesker er 100% ét mønster. Vi bærer alle elementer fra flere, men de fleste har ét “foretrukket” mønster, som bliver mest dominerende, når noget føles vigtigt eller sårbart i nære relationer. Lad os gennemgå dem nedenfor relativt kort:

Tryg tilknytning
Her har barnet oplevet en omsorgsperson, der er nogenlunde stabil, nærværende, afstemt og dermed spejlende. Ikke 100% af tiden, men overvejende. Tryghed betyder altså ikke perfekte forældre – bare tilstrækkelig regulering og kontakt. Som voksne kan mennesker med tryg tilknytning række ud efter hjælp uden nævneværdige problemer, regulere sig selv nogenlunde, blive i kontakt – også når noget er svært – og håndtere konflikter uden at blive overvældet.

Utryg ambivalent tilknytning
Den ambivalente tilknytning opstår, når omsorgspersonen er uforudsigelig; nogle gange nærværende, andre gange ikke. Barnet ved aldrig helt, hvad der venter, eller om det kan forvente at få opfyldt sine behov eller ej – det er meget stemnings- og situationsbaseret, om forælderen opfylder barnets behov. Det kan, groft sagt, opfattes lidt som, at mor eller far er gode til at give barnet opmærksomhed og opfylde dets behov – når det passer dem. Det skaber en oplevelse af konstant alarmberedskab i nervesystemet og en slags
hyperopmærksomhed på sine omsorgspersoner (hypervigilans).

Som voksne kan denne tilknytning vise sig som:

• overinvolvering i relationer
• en frygt for at blive forladt
• svært ved at finde indre ro uden andre
• stærke følelsesmæssige reaktioner i relationer
• stort behov for bekræftelse (for at føle sig sikker i relationen)

Det er ofte mennesker, der søger nærhed og relation i stor udstrækning, men som samtidig også sættes i en lidt ængstelig tilstand af hele tiden at være på vagt efter at miste kontakten. Deraf ambivalensen i at søge det, men samtidig være nervøs og ængstelig omkring det.

Utryg undvigende tilknytning
Her lærer barnet, at det ikke hjælper at række ud, og lader derfor være. Det trækker sig derimod ind i sig selv for at forsøge at tage hånd om sine behov på egen hånd. Det sker, fordi omsorgspersonen ikke møder barnets følelsesliv eller behov – fx kan det være, at der ved svære følelser bliver helt stille (forældrene går lidt i frys eller bliver kolde), at barnets følelser bliver afvist, devalueret eller lukket ned for, eller at forælderen går fra barnet, når store følelser opstår. Barnet bliver derfor selvregulerende for tidligt.

Som voksne kan dette vise sig som:

• følelsesmæssig og fysisk afstand til andre
• selvstændighed som forsvar
• vanskelighed ved at mærke egne behov og/eller følelser
• svært ved at gå ind i sårbarhed
• hyperselvstændighed

Desorganiseret tilknytning
Denne tilknytning opstår, når omsorgspersonen både er en kilde til tryghed og frygt. Barnet får her to modsatrettede impulser: “Gå imod den, der trøster” og “Flygt fra den, der skræmmer”. Det kan på mange måder være svært helt at favne den desorganiserede tilknytning som begreb, og det er faktisk også sådan, det desorganiserede barn har det. Som voksen viser det sig ofte som: et kaotisk følelsesliv, skift mellem nærhed og afstand – ofte med lidt dramatiske toner – vanskeligheder med regulering, stærke traumeprægede reaktioner og en indre konflikt omkring kontakt – at både ønske det, men samtidig frygte det.

Alle utrygge tilknytninger har til en vis udstrækning en form for traume med sig, men den desorganiserede har oftest mange og er i nogle tilfælde decideret traumatiseret.

Vi er aldrig kun ét tilknytningsmønster
Tilknytning er ikke en personlighedstype – det er et mønster, der opstod for at passe ind i de relationer, vi voksede op i. En vigtig pointe her er, at vi aldrig udelukkende er ét tilknytningsmønster – altså rent “ambivalente” eller “undvigende”. Derfor bærer vi alle et mønster, der er mest fremtrædende (primært), et sekundært mønster (afhængigt af relationen) samt mikroreaktioner fra alle fire.

I praksis betyder det, at et menneske godt kan være trygt i én relation, men ambivalent i en anden – eller undvigende i romantiske  relationer, men tryg i venskaber. Der, hvor vores primære tilknytning kommer til udtryk, er der, hvor vi føler, at der er mest på spil for os.

Tilknytning kommer fra relation – og heles i relation
Langt hen ad vejen er tilknytning nervesystemets aflæsning af mikrosignaler og ”energi” hos den anden – er der plads til mig her eller ej? Vi mærker det instinktivt frem for at aflæse det i ord. Og selvom vi kan have et meget indlejret tilknytningsmønster – måske endda traumebaseret – hvor vi har nogle forventninger til, hvordan det er at være i relation med andre, så er tilknytning rent faktisk plastisk. Der er bare ét ”krav”: Det kan kun ske i relation. Fordi tilknytning skabes i relation, heles/omformes det også i relation.

Og her er ord ikke nok; da tilknytning skabes lang tid før vores sprog og bevidsthed (neocortex i hjernen) bliver tilstrækkeligt formet, er vores tilknytning netop meget kropsligt funderet. Det betyder, at vi også skal møde en anden fra en mere kropslig, sanselig, empatisk og følsom måde, end hvis vi ”bare” talte om det.

Selvom fundamentet lægges i de første leveår, kan erfaringer, traumer og relationer forme og ændre dele af mønstret gennem hele livet  – både positivt og negativt. Skal vi hele traumer forbundet med tilknytning, sker det særligt i trygge relationer, parforhold og terapi. Det er netop dette, traumeterapi arbejder med i praksis: at reparere eller omforme det, som blev skabt i relation, gennem en ny, tryg relation.

Derfor er tilknytning også det, der heles i det terapeutiske rum, og hvorfor det er en så vigtig del af uddannelse til traumeterapeut.

Hvordan tilknytning viser sig i en terapeutisk kontekst
Rigtig mange af os er slet ikke klar over, at vi har et tilknytningsmønster. Det er ikke noget, vi går rundt og tænker over, og det viser sig sjældent gennem klare ord eller bevidste fortællinger. Tilknytning viser sig derimod i nervesystemets organisering af kontakt: i mikrosignaler, timing, afbrydelser, kropslige reaktioner og i den måde, vi er i relation – langt mere end i det, vi siger. Og vigtigst: i hvordan kroppen reagerer, når vi nærmer os noget sårbart.

Det er altså ikke en idé om relation, en personlighedstype eller en psykologisk teori, men derimod kroppens og nervesystemets strategi for at overleve relation, der er på spil. Det betyder, at tilknytning er nervesystemets måde at regulere nærhed, afstand og sårbarhed på.

Vi kan se det i klientens rytme:

• Hvordan de trækker vejret, når vi rammer noget sandt
• Om blikket møder os eller forsvinder, når kontakten intensiveres
• Hvor hurtigt kroppen går i spænd, kollaps eller freeze, når noget bliver personligt
• Hvor der ikke er adgang til følelser, sansninger eller impulser, før vi hjælper dem ind i regulering
• Hvordan sproget bliver brugt: som forbindelse, som forsvar, som kontrol eller som undvigelse

Tilknytning viser sig altså ikke i, hvad klienten fortæller, men i hvordan deres system organiserer sig, når relationen aktiveres. Det er særligt tydeligt i traumeterapi, hvor nervesystemets respons ofte er præget af tidligere erfaringer, der stadig aktiveres, selvom klienten ønsker noget andet.

Eksempelvis bliver ambivalente mennesker ofte mere intense i terapi, når emnet gør ondt, mens de undvigende kan blive mere stille eller hurtigt skifte tema – og de desorganiserede kan hurtigt skifte mellem de to. Det kan også være, at der skal langt flere gange til hos en behandler eller terapeut for en undvigende tilknyttet at åbne op og give sig hen til heling. Og den desorganiserede kan møde op, være meget nærværende og kontaktsøgende, men så aflyse en masse gange og på den måde have et lidt mere kaotisk forløb.

Det centrale at forstå her er, at når vi arbejder kropsligt og relationelt, bliver tilknytning ikke noget, vi analyserer udefra — men noget, vi mærker, møder og justerer i nuet. Det viser sig i:

• klientens evne til at være alene og i kontakt
• deres kapacitet til at rumme sårbarhed
• deres adgang til sansning, følelser og impulser
• måden de bruger dig som terapeut: som trussel, som sikkerhed eller som kilde til regulering

Alt dette er ekstra vigtigt, når vi arbejder traumerelateret som traumeterapeuter. Det er vigtigt hurtigt at kunne spotte, hvad der rent faktisk er på spil hos vedkommende, så man ikke kommer til at tage kontakten personligt eller lade eventuelle episoder ødelægge relationen og muligvis retraumatisere vedkommende, men derimod bruger det som et bevidst arbejdspunkt i terapien.

Hvorfor traumeterapeuter skal kende tilknytning
Med ovenstående afsnit in mente er det tydeligt, at tilknytning er i højsædet i det terapeutiske rum, særligt når traumer er involveret. Når klienten oplever at kunne dele noget sårbart med en, de ikke kender, men alligevel bliver mødt med nærvær og empati, begynder de at forstå, at nærhed ikke er farlig, at afstand ikke er afvisning, at følelser ikke skræmmer den anden, og at grænser ikke ødelægger kontakten. Transformationen sker i det øjeblik, hvor klientens nervesystem opdager, at kontakt kan være tilstrækkeligt tryg og inden for tolerancevinduet. Først dér kan noget gammelt slippe, og noget nyt få plads – ikke som en tænkt indsigt, men som en oplevet, kropslig og følelsesmæssig erfaring.

Da tilknytning er en meget vigtig del af kontakten mellem mennesker, er det dermed også meget vigtigt i terapeutisk arbejde. Når vi forstår klientens tilknytningsmønster, ved vi:

• hvordan vi skal skabe kontakt
• hvordan vi skal dosere nærvær
• hvilken form for regulering klienten har brug for
• hvor hurtigt eller langsomt vi kan arbejde
• hvad der trigger klientens nervesystem
• hvad der vækker skam, flugt eller overvældelse
• kort sagt, hvad klientens tolerancevindue arbejder med (læs mere om tolerancevindue)

Det betyder, at vi kan tilpasse terapien bedre og muligvis hele de traumer, der måtte ligge hos vedkommende. For rigtig mange klienter er behandlings- eller terapirummet en slags øverum for at reparere og omforme den tilknytning, der nu engang fylder mest, til noget mere trygt. Her kan de øve sig trygt med deres behandler eller terapeut, inden de efterfølgende går ud og prøver det af i den ”virkelige verden”. Hvilket kun understøtter vigtigheden af, at terapeuten skal vide, hvad der er på spil tilknytningsmæssigt.

Netop derfor er tilknytning ikke bare et ekstra lag – det er fundamentet under al terapi og dermed en af de mest centrale teorier på stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen. For forstår vi tilknytning – forstår vi langt hen ad vejen mennesket. Det er samtidig også en af de væsentligste kompetencer, man tilegner sig på en uddannelse til traumeterapeut, da traumeterapi uden forståelse for tilknytning risikerer at overse den helt afgørende relationelle dimension af heling.

Vil du vide mere om tilknytning og hvordan det er en del af uddannelsen til Traumeterapeut? – Så kan du tilmelde dig et informationsmøde her: https://www.kropsterapeutiskinstitut.dk/online-infomoede-traumeterapeut/

Vil du bare gerne se lidt mere om stress, angst og traumeterapeut uddannelsen, så kan du
klikke her: https://www.kropsterapeutiskinstitut.dk/traumeterapeut/