De fleste af dine reaktioner som voksen er ikke tilfældige – de er formet længe før, du selv kan huske det. I denne artikel dykker vi ned i livsmønstre: de ubevidste strategier, der styrer dine relationer, din stress og din følelse af at være “nok”. Og hvorfor reel forandring først sker, når du arbejder med det, der ligger under overfladen.
Livsmønstre – vores ubevidste livsstrategier
Alle mennesker bærer på spor i deres nervesystem fra deres tidligste år, længe før vi bevidst husker dem. Men kroppen husker – den erindrer, hvad den måtte gøre for at få kontakt, ro eller opmærksomhed. Ikke mindst kærlighed. Disse tidlige erfaringer bliver til usynlige stier, vi stadig går ad som voksne — stier, der viser sig i vores automatiske reaktioner og i de gamle længsler, der igen og igen søger efter noget velkendt. Og dermed bliver det til måder at være i verden på, som følger os helt ind i voksenlivet. Det er ikke tilfældigheder, vaner eller personlighedstræk, men derimod livsmønstre – og i mange tilfælde rødderne til senere traumer, som vi ubevidst bærer med os.
Livsmønstre er måder at leve, reagere og orientere sig på i relation til andre mennesker, der er skabt tidligt i livet – som en slags indre forventning eller formodning til, hvordan vi skal optræde i verden. Og det er denne ubevidste ”kodning” af formodninger for, hvad vi skal gøre – eller ikke gøre – for at få andres opmærksomhed, ros og kærlighed, som vi navigerer efter, længe efter vi er blevet voksne. De opstår i den relation, hvor vi lærte om os selv og om andre: tilknytningsrelationen. Livsmønstre er derfor ikke kun psykologisk adfærd, men dybt forankret i nervesystemet — og udgør ofte fundamentet for traumer, som senere arbejdes med i traumeterapi.
Lad os tage et eksempel: Forestil dig et hjem, hvor faderen til sønnen ikke er så god til at udvise kærlighed – fysisk som følelsesmæssigt. Drengen, der ubevidst længes efter fars kærlighed, opdager, at han får ros af sin far, når han præsterer; når han scorer mål i fodbold, får gode karakterer i skolen, eller når han på anden måde er “dygtig”. Da bliver han fars dreng og mærker lidt af den kærlighed og samhørighed, som han længes efter. Her bliver præstation ikke bare en aktivitet — det bliver en adgang til far, til anerkendelse og til følelsen af at høre til. Det bliver en del af hans tilknytning. Og uden barnet ved det, bliver præstation, kontrol og drivkraft langsomt en del af hans identitet. Som voksen stræber han stadig, ikke efter målene på banen, men efter samme anerkendelse og følelsen af at være “nok”. For nogle bliver dette livsmønster senere oplevet som et traume i nervesystemet.
Eller tænk på pigen, der er vokset op i et hjem, hvor der ofte er bølger, der går højt mellem mor og far, og tidligt mærker, at der bliver ro, når hun tilpasser sig. Når hun ikke fylder. Hun lærer at blive hyperopmærksom på at mærke de andres behov og tilsidesætte sine egne. For så er der ikke konflikt, men derimod (større chance for) god stemning. Dette bliver hendes strategi for at være elskelig. Som voksen kan hun have svært ved at sætte grænser — ikke fordi hun ikke vil eller ikke har brug for det, men fordi det gamle livsmønster stadig forsøger at skabe tryghed. Og netop dette mønster kan ligge som et traume i kroppen, der aktiveres igen og igen, indtil det mødes i traumeterapi.
Som voksen, hvis man stadig hele tiden skal præstere eller ikke mærker egne grænser, ender det ofte samme sted: stress, udmattelse, indre pres, følelsen af aldrig helt at slå til eller være nok og at forsvinde i andres forventninger. Ikke fordi noget er galt med dem, men fordi deres gamle mønster stadig arbejder som et indbygget styresystem indeni. Og i nogle tilfælde også udvikler sig til en form for traume i deres system.
Det er her, at vi på KI mener, at livsmønstre bliver væsentlige i terapeutisk arbejde, hvis vi skal arbejde med mennesker på en dybere måde — og derfor er det en central del af stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen. For hvis vi kun behandler det, vi umiddelbart ser — stressen, udmattelsen, kontrollen, grænseløsheden — behandler vi symptomer. Men skal der ske reel forandring, er vi nødt til at se det livsmønster, der ligger nedenunder som roden til symptomerne og det traume, der holdt det fast.
Når barndommen bliver til strategi – og strategien bliver til et livsmønster
Som tidligere nævnt opstår livsmønstre ikke tilfældigt. De bliver skabt i den dynamik, vi vokser op i. Et barn aflæser hurtigt, hvad der giver kontakt, og hvad der skaber afstand. Hvad der giver ros, og hvad der skaber irritation. Og barnet vælger altid kontakten til forælderen over autenticiteten med sig selv. Vi er biologisk kodede til at søge bedst mulig overlevelse, hvilket vores omsorgspersoner er med til at sørge for. Derfor stopper barnet ikke med at elske sine forældre, på trods af svigt eller traumer, men det stopper derimod med at elske sig selv. Og hvis en større gengældelse af kærligheden kræver en form for tilpasning – præstation, overhøre egne behov etc. – så vil barnet altid vælge at lave om på sig selv for at opnå det og dermed bevare kontakten.
For kontakt er overlevelse, set fra et barns øjne. Det er her, at livsmønstre og tilknytning bliver flettet sammen, for livsmønstrene er med til at sikre, at tilknytningen er konsekvent. Barnet kategoriserer hverken livsmønstre eller tilknytning som god eller dårlig, blot at det er det, der skal til for at være i kontakt. Først som voksne kan vi se tilbage og tænke, at det givne livsmønster måske ikke var hensigtsmæssigt for os, men det kræver ofte hjælp udefra at få øje på — ofte gennem traumeterapi eller anden professionel terapeutisk støtte — fordi det er så integreret i os. Livsmønstre påvirker nemlig alt: hvordan vi arbejder, hvordan vi er i relationer, hvordan vi reagerer på kritik, hvordan vi håndterer stress, hvordan vi mærker vores grænser, og hvordan vi regulerer os selv.
Livsmønstre er ikke personlighed, men derimod nervesystem
Mange voksne går og dunker sig selv i hovedet over deres ”dårlige vaner” med at søge anerkendelse, please, præstere osv. uden at forstå, hvad der egentlig er på spil for dem. Men de tidlige overlevelsesstrategier, der engang gav mening som barn, og nu begynder at spænde ben som voksen, er ikke “dårlige vaner” eller personlighedsfejl; de er derimod indkodede livsmønstre. På mange måder kan man se det som en ubevidst stræben efter at få opfyldt det, som vi ikke fik som børn. For selvom det umiddelbart kan se ud som om, at vi jo netop fik det, vi ønskede – ros, når vi præsterede fx – så er det underliggende ønske faktisk at føle sig god nok, også når vi ikke præsterer.
Denne stræben foregår ubevidst og viser sig netop i vores livsmønstre. Som voksne bliver vi ved med at gå i samme mønster — ikke fordi vi ikke ved bedre, men fordi kroppen stadig håber, at hvis bare vi gør det “lidt bedre” denne gang, så får vi endelig det, vi savnede. Det er det, der gør livsmønstre så kraftfulde — og i nogle tilfælde traumatiske.
Hvis vi skal arbejde med mennesker i en terapeutisk facon, begynder terapien at ændre karakter, så snart vi får øje på klientens livsmønster. For selvom vi bad et menneske om “bare at sætte flere grænser”, så kan de ikke, hvis hele deres livsmønster er bygget på frygten for at miste kontakt, så snart de prøver. Vi kan ikke bede dem om at slappe mere af, hvis deres livsmønster er skabt i en barndom, hvor ro var lig med usikkerhed og dermed utryghed. Og et menneske, der bliver bedt om at give slip på kontrol, kan ikke, hvis deres nervesystem lærte, at kontrol var den eneste måde at undgå kaos på. Det ligger så indlejret i deres nervesystem, at gør vi det, så beder vi dem indirekte om at komme uden for tolerancevinduet og muligvis retraumatisere dem.
Forstår vi ikke livsmønstrene, risikerer vi altså ikke bare at arbejde i overfladen (med symptomet i stedet for årsagen), men vi risikerer også, at vi bekræfter og indlejrer livsmønstrene yderligere, hvilket vi jo ikke ønsker. Noget som vi på stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen lægger stor vægt på at undervise i — fordi arbejdet med livsmønstre er hjørnestenen i traumeterapi.
Livsmønstre som bagvedliggende årsag til stress og angst
En hyppig konsekvens af livsmønstre, som ikke længere er gavnlige for en, er ofte stress eller angst. Fx kan både præstationsmønstret og grænseløshedsmønstret føre til stress, men på hver deres måde. Den præstationsorienterede brænder ud på at være “dygtig”, hvor den grænseløse brænder ud på at være “god”/tilpasningsdygtig. Begge mister kontakt med egne behov, men på forskellige måder. Angst er ofte en dybere, bagvedliggende frygt for, at ”hvis ikke jeg gør/er dydig/præsterende etc., er jeg ikke elskelig og vil aldrig blive det” – ”der er ikke plads til mig her”.
Så ofte kommer mennesker til forskellige behandlere med ønsket om netop at tage sig af deres stress eller angst. De tror, at de blot har løbet for meget, for længe, med for mange krav, eller at angst er et livsvilkår. Men stressen er kun toppen af isbjerget. Den egentlige årsag ligger i livsmønstret og dets rødder i tilknytning.
Livsmønstre kommer nemlig fra tilknytning – men kan ændres gennem kontakt
Et livsmønster opstår i relation og heles derfor også i relation. Når mennesket mærker, at de kan stå i kontakt uden at præstere, begynder mønstret at løsne sig. Eller når de mærker, at de kan sige nej og stadig blive i relationen. Og når de tør mærke egne behov uden at blive overvældet af skam — da begynder mønstret at transformere sig. Livsmønstre er dybe, men ikke definitive; de kan ændres, men kun i et møde med kontakt. Det er netop dette, traumeterapi arbejder med — og dét er årsagen til, at uddannelse til traumeterapeut er så relevant for mennesker, der ønsker at arbejde bag om symptomerne og helt ind i det, der skabte dem.
Derfor lærer du som deltager på stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen at:
• se mønsteret bag klientens ord
• mærke mønstret i klientens kropssprog
• lytte efter relationelle gentagelser
• hjælpe klienten med at se sammenhængen selv
• arbejde med den gamle strategi, ikke kun symptomet
• og altid holde kontakten reguleret
Vi kan hjælpe mennesker med at komme tilbage til sig selv;
Ikke ved at presse dem til nye vaner, men ved at møde det, de engang måtte give slip på for at kunne være i verden.
Det er derfor, livsmønstre er centrale på stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen hos KI: For først når vi forstår mønstret, kan vi forandre det.
Vil du bare gerne se lidt mere om stress, angst og traumeterapeut uddannelsen, så kan du klikke her:
https://www.kropsterapeutiskinstitut.dk/traumeterapeut/