Skam er tæt forbundet med traumer, relationer og nervesystemet. I traumeterapi arbejder man med at forstå skammens funktion, hvordan den viser sig i kroppen, og hvordan den kan heles gennem trygge relationelle erfaringer.
Skam er en universel følelse, vi alle mærker til – bevidst eller ubevidst. De fleste mennesker kender følelsen af en lille tilbagetrækning i kroppen, måske et ubehageligt sug i maven, eller et øjeblik, hvor vi bliver selvbevidste og usikre på, om vi er “okay” i andres øjne. Vi laver en diskret bevægelse væk fra os selv og væk fra kontakten for ikke at konfronteres med følelsen af ikke at være god nok. Det er skam – og for mange mennesker også en følelse, der er tæt forbundet med traumer og senere aktiveres i relationer og i traumeterapi.
Skam er en af de mest menneskelige erfaringer, vi har. Den er så subtil og så kropslig, at den ofte viser sig, før vi når at forstå, hvad der sker. Den styrer i høj grad vores indre landskab og vores adfærd. Og den er dybt vævet ind i både vores tilknytning og vores traumer. For når vi vurderer os selv som “gode nok” eller “ikke gode nok”, er det skam, der ligger bag – og det er netop dette, der gør skam så central i arbejdet som traumeterapeut.
Skam kan opstå stille, kommer nogle gange snigende, men ”larmer” meget i vores indre – særligt i vores relationer. Og selvom skam er noget, vi alle oplever og kender til, er det netop denne følelse, vi gemmer allerlængst væk fra andre, og dermed går mest med selv.
Men lad os kigge lidt nærmere på skam; hvad det kan og ikke kan, samt hvad vi gør ved den – særligt i forbindelse med traumeterapi og helingsarbejde.
SKYLD OG SKAM – handling vs. væren
En vigtig forskel i arbejdet med traumer er at skelne mellem skyld og skam, som mange kommer til at forveksle med hinanden:
Skyld handler om det, jeg gjorde, og siger: “Jeg gjorde noget forkert”.
Skam handler om den, jeg er, og siger: “Der er noget galt med mig”.
Når skam er aktiveret, bliver selvet truet. Altså noget meget grundlæggende i os. Relationer trues – og hvis det er vigtige relationer for os, kan det føles som om, at vores grundlag trues. Især som børn, hvor vores relationer er vores overlevelsesgrundlag. Derfor føles skam langt tungere end skyld og bliver en central del af traumets psykologi, fordi det er noget, der går ind i det dybeste og mest grundlæggende hos os – og dermed noget, vi arbejder dybt med i traumeterapi.
Skam er ofte det, der gør, at mennesker vender smerten, eller fx en grænseoverskridelse, indad og begynder at spørge: “Hvorfor gjorde jeg sådan? Hvorfor sagde jeg ikke fra? Hvorfor tog jeg bilen den dag? Hvorfor tog jeg det tøj på? Var det i virkeligheden min skyld?” Det er ikke rationelle spørgsmål – det er skamreaktioner. Læg mærke til, at der ofte kommer en form for skyld på – en handling – men som gemmer på et underliggende spørgsmål om, hvorvidt der er noget galt med en, siden man gjorde det. Skylden bliver en slags skalkeskjul for skammen. Det er et forsøg på at forstå noget uforståeligt på en måde, hvor man gør sig selv ansvarlig for det, der skete – noget vi ofte ser hos mennesker med traumer.
SKAM HAR EN EVOLUTIONÆR FUNKTION
Skam opstår ikke tilfældigt og har rent faktisk en funktion. Evolutionært er skam forbundet med overlevelse: Den hjalp os med at blive en del af flokken ved at minde os om, hvad der kunne true vores plads i fællesskabet. Den regulerede altså vores adfærd og skabte social sammenhængskraft. Så når vi i dag fx kan græmme os ved tanken om, at vi kom til at overskride en grænse for andre, så er det gammel biologi, der spiller sig ud.
Og tro det eller ej, men dette kalder vi faktisk for sund skam: den kortvarige fornemmelse, der opstår, når vi træder ved siden af – og hjælper os tilbage i kontakt. Det er den, der regulerer, at vi følger nogle moralske kompasser i forhold til hinanden og kan forblive i relation på en ordentlig måde.
Det holder os tilbage fra at stjæle, slå, begå overgreb – endda slå ihjel – og være primitive over for hinanden.
Når vi som børn skubber vores søskende i frustration, men efterfølgende mærker, at “det var vist ikke helt i orden”, eller når vi kommer til at sige noget uden at ville såre – og efterfølgende mærker, at “den landede ikke godt”. Eller når vi glemmer en aftale og skælder os selv lidt ud og tænker, at vi må blive bedre til at huske den slags, fordi det er respektløst over for den anden. Alt sammen sund adfærd. Sund skam. Den hjælper os til at gøre os umage med at være ordentlige over for hinanden, så vi kan have gode relationer.
Men når skam bliver dyb, vedvarende, bundet til tilknytningen og/eller vores identitet, opstår toksisk skam. Her handler skammen ikke længere om regulerende handlinger, men om identitet og væren. Og det er her, skam bliver en væsentlig del af traumet og noget, vi
arbejder direkte med i traumeterapi. For rigtig mange udvikles den dybe skam i barndommen. Børn er kodet til at aflæse deres omsorgspersoners signaler for bedst muligt at kunne holde kontakt i relationen og dermed overleve. Der er større chance for, at fx mor tager sig godt af mig, hvis hun godt kan lide mig, end hvis hun ikke gør. Skam udvikles altså i børn, når de bliver gjort forkerte, oversete, ydmyget, afvist eller på anden måde grænseoverskredet i deres natur – og disse erfaringer kan senere sætte sig som traumer i nervesystemet.
Fire former for skam – og hvordan de viser sig
Skam viser sig ikke kun som en tanke om, at “jeg er forkert”. Den viser sig i mange former, men fælles for dem alle er, at de ubevidst trigger en grundlæggende følelse af forkerthed i vores væren:
Relationsskam
Frygten for at være for meget, for lidt, forkert eller uelskelig i relationen. Grundlæggende fortæller denne skam én, at hvis man viser, hvem man virkelig er, vil personen ikke længere elske én; så det er bedst at lægge låg på, skjule eller undertrykke de sider af sig selv, som man tror er uelskelige.
Kropsskam
Skam knyttet til kroppen, udseendet, seksualiteten eller det kropslige udtryk.
Følelsesskam
Skam over at føle det, man føler: vrede, sorg, længsel, jalousi, behov, sårbarhed. Det kan være oplevelsen af, at man enten føler for meget, for lidt, eller slet ikke ”burde” føle den pågældende følelse.
Kompetenceskam
Skam over ikke at være dygtig nok, klog nok, stærk nok eller “på plads” nok.
Alle fire former for skam har ét fællestræk: Frygten for at miste tilknytning eller kontakt, hvis det, vi skammer os over, bliver synligt for den anden – og denne frygt er ofte forbundet med tidligere traumer.
Skamkompasset – fire retninger, vi kan gå, når vi skammer os
Når skam aktiveres, bevæger mennesker sig typisk i én af fire retninger som reguleringsstrategi:
1. Vi angriber os selv
Fx selvkritik, skyld, selvbebrejdelser, selvstraffende adfærd – med det formål at dæmpe intensiteten og undgå følbar kontakt med skam. Dette ses ofte hos mennesker med traumer, hvor selvangreb bliver en måde at håndtere indre smerte på.
2. Vi angriber andre
Fx vrede, irritation, distancering, projektion, sarkasme, devaluering – med det formål at beskytte selvfølelsen ved at placere fejlen uden for en selv. I traumeterapi ser vi ofte, hvordan dette er en forsvarsstrategi mod at mærke den underliggende skam.
3. Vi går i unddragelse
Det viser sig i, at vi trækker os væk, bliver tavse, ikke svarer, ikke møder op, isolerer os, skifter emne eller “går ud” af kontakt – med det formål at undgå eksponering og blikket udefra. Dette er en klassisk respons i nervesystemet ved traumer.
4. Vi går i fornægtelse
Fx udglattende adfærd, pleasing, tilpasning, humor som afladning – med det formål at dæmpe intensiteten og undgå følbar kontakt med skam.
Disse reaktioner er alle forsøg på at beskytte os mod tab af kontakt og sker oftest ubevidst og automatisk. Vores reaktioner på skam kan faktisk føre til yderligere skam og dermed ”loope”, hvilket kan skabe en kædereaktion af flere reaktioner på samme grundskam – noget vi ofte arbejder med i traumeterapi.
Et eksempel: En person føler skam i en given situation og reagerer ved at gå til angreb med vrede. Det fortryder han umiddelbart efter og skammer sig dermed over selve sin reaktion. Det fører til, at han trækker sig i tavshed, i stedet for at reparere kontakten, fordi der nu er for meget skam involveret. Hvis ikke han er klar over, hvad der foregår i dybden, kan han senere forsøge at behage vedkommende for at dulme skammen og genoprette relationen. Sådan kan man reagere forskelligt ud fra samme oprindelige skam.
Hvorfor skam er tæt forbundet med traumer
Skal vi arbejde med mennesker i et terapeutisk rum, kommer vi ikke uden om skam. Vi skal tværtimod kende den – i vores klienter og i os selv – for skam er noget af det vigtigste at arbejde med i ethvert helingsforløb og i arbejdet som traumeterapeut.
Traumer adskiller særligt skam fra skyld, fordi vi i traumet ofte ikke havde kontrol, valg eller overskud. Til trods for det genfortolker kroppen det, som om vi kunne have gjort noget anderledes.
Traumet siger: “Noget skete imod mig.”
Skammen siger: “Det var min fejl.”
Dermed bliver skam et ekstra lag oven på traumet – en dimension, der gør helingen sværere, fordi den vender smerten indad og rammer vores kerne. Derfor er arbejdet med skam centralt i traumeterapi og på en uddannelse til traumeterapeut.
Skam påføres i relation – og heles i relation
Da skam evolutionært er opstået som en del af den sociale udvikling, opstår skam kun i relation – og kan derfor også kun opløses i relation. Netop derfor fylder den så meget i både relationer og i terapeutisk arbejde med traumer.
Skam kan aldrig heles gennem analyse alene, for da adresserer vi ikke det sted, hvor skammen reelt bor. Snakker vi om skammen, aktiverer vi primært det præfrontale (kognitive) lag af hjernen. Men skam bor i det limbiske system (den relationelle og følende del), og viser sig som en reaktion i det autonome nervesystem – særligt i forbindelse med
traumer.
Derfor kan skam kun løsnes gennem relationelle erfaringer, der giver en ny oplevelse af:
spejling
validering
regulering
nærvær
uforbeholden kontakt
oplevelsen af: “Her kan jeg være med hele mig.”
I traumeterapi er dette noget af det mest centrale.
Når et menneske oplever: “Jeg må godt være her – også når jeg skammer mig”, begynder skammen langsomt at forlade kroppen.
Terapeutens vigtigste opgave: At kunne være i skam – uden at miste sig selv For at kunne arbejde med andre mennesker i et helende rum, må terapeuten have arbejdet med sin egen skam først.
Det er nemlig en velkendt fælde, at terapeuten selv kan falde i skamfølelser, når de mærker klientens skam.
Det sker især, når:
vi føler, vi skal fixe
vi føler, vi burde vide mere
vi mister kontakten til egen krop
vi begynder at vurdere os selv i rummet
vi mister nærvær og falder i “performing”-tilstand
Det betyder, at terapeuten ikke bare skal kunne arbejde med skam – de skal kunne rumme skam. I klienten og i sig selv. Dette er en central kompetence på en uddannelse til traumeterapeut.
Det kræver:
regulering
nærvær
langsomhed
et nervesystem, der forstår skam indefra
evnen til at blive i det ubehagelige, i stedet for at fikse
For hvis terapeuten går ud af kontakt, gør klienten det også. Og så forbliver skammen uforløst.
Skam er altså en af de dybeste kræfter i menneskers følelsesliv. Den er vævet ind i traumer, tilknytning, relationer og nervesystem. Derfor er skam noget af det vigtigste at forstå i terapeutisk arbejde og en central del af stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen hos KI.
Vi skal som terapeuter kunne se skammen bag adfærden – bag kritikken, tilbagetrækningen, vreden, præstationen, kontrollen. Især når disse adfærdsformer har udviklet sig til livsmønstre og blevet en grundtone i livet. For når vi kan møde skam med ro, nærvær og regulering, begynder skammen at opløse sig.
Og først dér kan mennesker begynde at tage livtag med deres traumer, livsmønstre og årsager til stress og angst – og begynde at leve som hele mennesker igen.
Vil du bare gerne se lidt mere om stress, angst og traumeterapeut uddannelsen, så kan du klikke her:
https://www.kropsterapeutiskinstitut.dk/traumeterapeut/