Fawn (pleasing) – den femte overlevelsesstrategi i stress, angst og traumeterapi

Indtil for relativt nylig talte man primært om fire overlevelsesresponser i nervesystemet, når mennesker oplever fare eller overvældelse: kamp, flugt, frys og kollaps (læs blog om dem her).

Omkring 2013 blev begrebet Fawn response tydeligt introduceret af den amerikanske psyko- og traumeterapeut Pete Walker i hans arbejde med kompleks PTSD og traumeterapi (“Complex PTSD: From Surviving to Thriving”, 2013). Et andet ord, som mange kender bedre, er pleasing.

Fawn beskriver en særlig måde at beskytte sig selv på i relationer. En overlevelsesstrategi, hvor mennesket forsøger at skabe tryghed ved at tilpasse sig, gøre sig nem, undgå konflikter og tage ansvar for andres følelser.

Fawn som forsvarsstrategi er noget, som mange mennesker ikke tænker på som værende en forsvarsstrategi, fordi den dels er så stille, ikke larmer, er ”pæn” på overfladen og er langt mere harmoni-søgende end de andre forsvarsstrategier. Men dels også fordi der i mange kulturer hersker en kollektiv overbevisning om, at det at være meget opmærksom på andres behov og pleasende faktisk er god opførsel.

Og ja, det er absolut en god egenskab at kunne sætte sig i den andens sted og hjælpe til, hvor vi kan. Men når vi gør det fra et utrygt, frygtsomt sted, bliver det problematisk. For så er det pludselig et mønster, der ikke handler om venlighed, men om overlevelse i relationer. Ligesom de øvrige forsvarsstrategier.

Hvad er fawn – og hvorfor opstår det?
Som nævnt var det traumeterapeuten Pete Walker, der arbejdede med mennesker med kompleks PTSD, der tydeliggjorde denne respons. Han opdagede, at nogle klienter ikke reagerede med kamp/flugt/frys/kollaps, men i stedet med overtilpasning for at genoprette tryghed:

Fawn er, når vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå konflikt, fastholde tilknytning og sikre os, at den anden ikke trækker sig – næsten altid på bekostning af os selv. Det er en tilknytningsstil, der ofte er meget bange for andres voldsomme følelser, og som derfor er hyper-årvågen i at sørge for, at de ikke kommer til udtryk. Forstået på den måde, at frygten for andres fx vrede, skuffelse, eller andre negativt opfattede følelser, føles som en trussel mod ens tryghed i relationen, så personen der er utryg, pleaser eller prøver på hver en måde at sørge for, at den anden ikke udviser disse følelser, eller trækker sig i relationen.

Fawn er altså en tilknytningsbaseret overlevelsesstrategi, der opstår tidligt i livet, når et barn opdager, at:

• det er farligt at udtrykke egne behov
• vrede (fra barnet), grænser eller autenticitet fører til konflikt, straf eller kulde fra omsorgspersonen
• det kun får kontakt, når det er “nemt”
• det at tilpasse sig er den hurtigste vej til fred og harmoni

Her lærer barnet, at det at være elsket hænger sammen med at være imødekommende, rolig, tilpas og selvudslettende. Over tid bliver det en måde at være i verden på, og kan gå over i et livsmønster (Læs her).

Det autonome nervesystem spiller i høj grad ind, men fawn er primært relationelt; det handler om at bevare tilknytning for enhver pris. På den måde læner denne forsvarsstrategi sig lidt mere op ad at sikre tilknytningen, snarere end at sikre sit eget selv. (Læs om tilknytning)

Fawn ses ofte hos mennesker med udviklingstraumer, kompleks PTSD og andre former for relationelle traumer. Her har nervesystemet tidligt lært, at tryghed ikke opstår gennem grænser eller autenticitet, men gennem tilpasning. Barnet opdager, at relationen bliver mere stabil, når det tilsidesætter sig selv, og denne erfaring bliver gradvist en del af både tilknytningen og identiteten.

Hvordan fawn viser sig – eksempler fra hverdagen
Lad os tage nogle klare, genkendelige eksempler, så det bliver lidt tydeligere, hvordan Fawn spiller sig ud hos den enkelte:

Hurtige undskyldninger: Du siger undskyld, selv når du ikke har gjort noget. For hvis du reparerer hurtigt, undgår du uro i relationen. Det er lettere at påtage sig skylden selv, end at skulle ud i at diskutere med andre (og dermed potentielt åbne for ubehagelige følelser som vrede, skuffelse eller afstand) eller grænsesætte.

Overdreven imødekommenhed: Du siger: “Det er helt okay,” selv når det ikke er det. Det føles farligere at sige fra, end at glide med – også selvom det reelt set er over ens egen grænse.

At scanne andre før dig selv: Du mærker konstant andres behov, stemninger og humør – og tilpasser dig for at undgå konflikt. Nogle gange så meget, at du kan være i tvivl om dine følelser er dine egne, eller andres. Nogle mennesker der udviser meget fawn som strategi kan have svært ved at mærke dem selv overhovedet – kropsligt, såvel som følelsesmæssigt eller mentelt. De kan ”smelte sammen” med andre.

At miste dig selv i relationer: Du ændrer interesser, meninger eller personlighed alt efter, hvem du er sammen med. For da er chancen større for, at de bedre kan lide dig, og at der dermed er mindre konflikt eller gnidninger.

Sige “ja” automatisk: Du siger ja, før du når at mærke din egen impuls. Nej’et når slet ikke at dukke op som en mulighed, da nej er en potentiel grænse, og dermed en potentiel konflikt.

At tage ansvar for andres følelser: Hvis nogen virker utilfreds, tror du, det er dig, der har gjort noget forkert. Du påtager dig automatisk skylden i form af dårlig samvittighed og er klar til at reparere med det samme, selvom det måske slet ikke er nødvendigt eller dit ansvar. Du når slet ikke at overveje, om det reelt set var din skyld eller ej, at den anden var utilfreds.

Svært ved grænser: Du mærker måske dine grænser – men du siger dem ikke højt. Det føles farligt. Og dermed sidder det som en konstant uro i kroppen i stedet. En indre følelse af at håbe på, at de andre ikke overskrider dine grænser, så du ikke kommer ud ubehaget om, at potentielt skulle sige fra.

Konfliktskyhed forklædt som hjælpsomhed: Du tilbyder hjælp, støtte eller “jeg kan også bare gøre det,” for at undgå spænding. En slags overkompensation, for at sørge for at den anden er glad og tilfreds længst mulig tid.

At være “den gode kunde/klient/ven”: Du gør dig lille, høflig og ukompliceret – alt for at sikre, at relationen består. Og viser dermed sjældent hvem du virkelig er – hvad dine behov, tanker, følelser reelt set består i.

Kroppens signaler: Fawn viser sig ofte fysisk som:

• blød stemme
• let foroverbøjet kropsholdning
• nervøs latter
• uro i hænderne
• over-smil
• blik der hurtigt søger den andens reaktion
• En uro i maven
• Ængstelse ved stemningsændring
• Ængstelse ved at give udtryk for behov, tanker, følelser
•  Ængstelse ved at gå ind i samtalemner med andre, der potentielt kan få andres stærke følelser frem – fx politik.
• Ofte dårlig samvittighed, uden helt at vide hvorfor

Listen er lang, men måske du har fået et indtryk nu af, at fawn som overlevelsesstrategi handler om at pakke sig selv væk/gøre sig så krav-løs som mulig, for på den måde at sikre den gode stemning og dermed sikre tilknytningen.

Mange bliver overraskede, når de opdager deres fawn-mønster
Mange mennesker bliver overraskede, når de første gang hører om fawn response. De har måske altid opfattet sig selv som omsorgsfulde, hjælpsomme eller konfliktsky. Måske har de fået ros for at være hensynsfulde, nemme at være sammen med eller gode til at skabe harmoni omkring sig.

Først senere går det op for dem, hvor meget energi der bruges på konstant at aflæse andre mennesker, undgå utilfredshed og sikre, at alle omkring dem har det godt. Og hvor lidt plads der samtidig er blevet til dem selv.

Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at mennesker med et stærkt fawn-mønster først sent i livet opdager, hvor svært de faktisk har ved at mærke egne behov, egne grænser og egne ønsker.

Det kan være en smertefuld erkendelse.

For under den hjælpsomme facade gemmer der sig ofte et menneske, der i årevis har været mere optaget af, hvordan andre havde det, end hvordan de selv havde det.

Sund omsorg eller fawn?
Det er vigtigt at understrege, at fawn ikke er det samme som omsorg, empati eller hjælpsomhed.

At tage hensyn til andre mennesker er en vigtig menneskelig egenskab. Problemet opstår først, når omsorgen ikke længere udspringer af frihed, men af frygt. Sund omsorg kommer fra et sted, hvor vi stadig er i kontakt med os selv. Fawn kommer fra et sted, hvor vi frygter konsekvenserne af ikke at tilpasse os. Forskellen kan være svær at få øje på udefra, fordi adfærden ofte ligner hinanden. Men indeni opleves de meget forskelligt. Den ene skaber forbindelse. Den anden skaber langsomt afstand til os selv.

Det betyder også, at folk, der udviser fawn ofte kan have en følelse af, at der ikke er mange omkring dem – muligvis ingen – som reelt kender dem. De kan have en oplevelse af at være to personer, eller leve i to verdener: Den ”ægte” version af dem selv, hvor de har masser af holdninger, grænser og behov, som først viser sig når de føler sig 100% trygge. Måske i samspil med nogle enkelte få, eller måske kun i deres eget selskab. Og den anden, ”sociale” side af dem selv, som er den, de fleste mennesker ser – den, der er tilpassende, sød, venlig, ikke er besværlig etc. Det kan altså være smerteligt at føle, at det er for farligt at være sig selv i verden og derfor være en meget ensom oplevelse, og dermed ensom overlevelsesstrategi.

Hvorfor fawn er så almindeligt hos traumeramte
Fawn er ofte forbundet med ses ofte i forbindelse med:

• ambivalent tilknytning
• undvigende tilknytning (i en social variant)
• desorganiseret tilknytning
• barndomme med følelsesmæssigt fravær fra omsorgspersonerne
• Omsorgspersoner/forældre med kort lunte og iltert temperament – eller blot hurtig til at udvise straffende adfærd
• forældre, der selv havde svært ved følelser og hurtigt bliver overvældet af deres egne eller andres følelser
• misbrug, psykisk vold eller ustabil omsorg
• hjem, hvor barnet lærte: “Hvis jeg bare er nem, er jeg sikker.”

Derfor møder traumeterapeuter, psykoterapeuter og andre behandlere ofte denne respons hos mennesker med stress, angst, udviklingstraumer og komplekse relationelle belastninger.

Fawn er, lige som de andre overlevelsesstrategier, ikke et valg. Det er mønsteret af, at det engang var nødvendigt at påtage sig ansvaret for at holde relationen intakt. Derfor er mange børn, der har brugt fawn som overlevelsesstrategi en følelse af at skulle vokse op lang tid før tid – fordi de skulle ”passe på” deres omsorgspersoner, fremfor omvendt.

Fawn i traumeterapi – hvad traumeterapeuter skal vide
Ligesom ved de andre overlevelsesstrategier er det vigtigt at traumeterapeuter kan spotte dette mønster, da udvisning af fawn i relationer i høj grad er en traumerespons. Det kan være sværere at få øje på, netop fordi det er nemt og behageligt i relationen, men det er
virkelig vigtigt at kende til, da selvsamme mønster af at please kan komme igen i terapirummet. Typiske kendetegn på, at en klient udviser fawn-mønste er:

• at de ofte vil være “den gode klient” – pleasende og lette
• at de skjuler vrede eller ubehag – der opstår ængstelse, hvis terapeuten nærmer sig disse følelser
• at de siger det, de tror, terapeuten gerne vil høre
• at de har svært ved at mærke egne behov
• at de kan miste kontakt til kroppen midt i en session – fordi de er uvant til at mærke efter, eller at det at mærke efter føles farligt
• at de overtilpasser sig terapeutens stil, forventninger og tone – for at være mere ”likeable” som klient.
• at de ofte vil fiske efter en respons for, om de ”gør det rigtigt/godt nok” i terapi. Først når de ved, om de er ”på rette spor i relationen” eller har ”fri kyst” for gnidninger, kan deres nervesystem slappe af.

Hvis terapeuten ikke ser dette, risikerer man at symptombehandle, frem for at ændre noget i dybden. Klientens nervesystem prøver ubevidst at komme igennem behandlingerne/terapien så gnidningsfrit som muligt, hvilket kan være fristende for en terapeut, der har haft en lang dag at ”hoppe med på” – men det er jo blot at gentage et
mønster for klienten.

Mange klienter kan komme ud fra en behandling og føle, at det egentlig ikke rykker i dybden, men kan ikke forstå hvorfor, for deres terapeut eller behandler siger jo, at de gør det helt rigtige… Og så er det meget let hændt, at klienten i stedet oplever at føle sig forkert og dermed have endnu større årsag til, at lukke ned for sig selv. De ville aldrig komme til terapeuten og sige, hvordan landet egentlig lå til; at de ikke mærkede den store forskel – for det ville jo være en optrapning til en mulig konflikt (set ud fra nervesystemets perspektiv). Derfor opsøger mange med fawn terapi, men lykkes ikke helt at nedbryde forsvarsstrategien og går i stedet derfra med en følelse af mislykkes og isolerer sig yderligere. For hvis ikke terapeuterne kan hjælpe dem, hvem kan så?

Så det er altså enormt vigtigt at træne at spotte de her tegn hos klienterne, således at der kan opstå ægte kontakt og en reel heling, frem for ”performance” og en mulig retraumatisering. Det vigtigste er at skabe ekstremt tryg, langsom, afstemt kontakt, hvor klienten oplever, at:

• deres grænser er velkomne
• konflikter er trygge
• uenighed truer ikke relationen
• de ikke skal være nemme for at blive mødt

Kort sagt, at deres indre verden er accepteret og okay – og at det ikke er farligt at vise den.

Hvordan fawn heles
Ligesom de andre overlevelsesstrategier opløses fawn ikke gennem viljestyrke – for det er ikke på det mentale plan, at kampen foregår. Tværtimod er det i det autonome og relationelle plan, at nervesystemet er aktiveret. Og kun gennem nye relationelle erfaringer kan heling opstå.

Det er netop derfor relationen er så central i traumeterapi. Det er sjældent indsigt alene, der forandrer mønstret. Det er oplevelsen af at være i kontakt på en ny måde. At mærke, at man kan være uenig uden at blive afvist. At man kan sætte en grænse uden at miste relationen. At man kan vise mere af sig selv uden at blive gjort forkert.

Det sker når klienten oplever, at deres grænser og deres nej ikke afviser eller lægger afstand til den anden, men at de tværtimod nogle gange kan føre dem tættere sammen. Når de oplever, at deres vrede ikke ødelægger relationen, at deres behov ikke er for meget og at de kan være i kontakt uden at præstere. Så sker der noget. At ægthed og autencitet faktisk er en kilde til glæde og samhørighed, frem for en trussel. Det er i terapien, at de første nye erfaringer ofte opstår. Relationen, og at blive mødt, er medicinen.

På mange måder er fawn en af de mest oversete, men faktisk mest almindelige forsvarsstrategier. Den ser ud som venlighed, hjælpsomhed og tilpasning – men bag facaden ligger frygten for at miste tilknytning.

Når vi som traumeterapeuter lærer at se fawn, åbner vi for en af de vigtigste veje til heling: at hjælpe mennesker tilbage til sig selv, deres egen stemme og deres egne grænser.

Vil du også lære at arbejde med stress, angst og traumer som terapeut, kan du læse mere om uddannelsen her:
https://www.kropsterapeutiskinstitut.dk/traumeterapeut/