Forstå kroppens indre kompas, og lær hvorfor nervesystemet styrer stress, angst og vores reaktioner.
Hvis vi kunne se ind i vores indre liv som et landskab, ville vi opdage, at det består af mange forskellige lag: tanker, følelser, erindringer og alt det, kroppen gør af sig selv. Det meste af tiden bevæger vi os rundt i dette landskab uden at tænke over, hvad der egentlig styrer vores retning, eller hvordan disse lag spiller sammen med hinanden. Men bag vores reaktioner, vores følelser og vores evne til at være i kontakt ligger de neuroaffektive kompasser – tre systemer, som tilsammen skaber vores følelsesmæssige organisering.
Det neuroaffektive kompas er en måde at forstå hjernens opdeling og nervesystemet på, så vi kan se, hvordan vores indre tilstande opstår, og hvorfor vi reagerer, som vi gør. Det hjælper os med at forstå, hvordan krop, følelser og mentale funktioner er forbundet – ikke som noget abstrakt, men som noget, der sker i os hele tiden.
Netop derfor er de neuroaffektive kompasser også en vigtig forståelsesramme i traumeterapi og i arbejdet med stress, angst og traumer.
På stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen hos Kropsterapeutisk Institut er de neuroaffektive kompasser i høj kurs i undervisningen – vi underviser rigtig meget ud fra en grundforståelse i disse. Særligt den autonome del af hjernen – altså vores grundlæggende, automatiske nervesystem – fylder meget på KI. Det gør den, fordi den autonome del af hjernen netop styrer meget af vores stress og angst, og mange traumer lagrer sig her. Så lad os sammen dykke ned i en – enkelt forklaret – verden af de neuroaffektive kompasser, hvor vi folder det neuroaffektive lidt mere ud:
Hjernens opbygning – tre lag, ét system
Mange mennesker bliver forvirret over ordet ”kompas” i sammenhæng med neuroaffektivitet og nervesystem – hvordan kan kroppen, hjernen og nervesystemet være en slags kompas? Det bliver hurtigt lidt abstrakt og nørdet. Men for at kunne forklare og forstå kompasserne starter vi et andet sted; nemlig hjernens opdeling.
Hjernen består af en slags trelags arkitektur, der bygger oven på hinanden:
- Det autonome lag (hjernestammen)
Det ældste system i hjernen, set evolutionært, er det autonome lag. Det er også det system i hjernen, der først udvikles i fosterstadiet og er på mange måder styresystemet – det, der har vetoret, i overført betydning. Dette lag hænger tæt sammen med og styres af det autonome nervesystem – disse to er et makkerpar, der er i konstant kommunikation. Her handler alt om overlevelse: kamp-, flugt-, frys-, kollaps-regulering og basale kropslige signaler, som sult, kulde/varme og automatiske responser. Dette lag “tager over”, når noget føles truende – fysisk eller følelsesmæssigt, uden at vi vælger det eller lægger mærke til det, mens det sker.
Det er også en af årsagerne til, at forståelsen af det autonome nervesystem er så central i traumeterapi. Når et menneske er aktiveret af stress, angst eller tidligere traumer, er det ikke nødvendigvis den tænkende del af hjernen, der styrer reaktionen. Det er ofte det autonome overlevelsessystem.
- Det følelsesmæssige/limbiske lag
Det limbiske lag udvikles ”ovenpå”/udenom det autonome lag. Dette lag udvikles også i fosterstadiet, men modnes over flere år – særligt de første leveår fra 0–3 år er vigtige. Her organiseres vores følelser, vores relationelle reaktioner og vores tilknytning (læs mere her i vores blog om tilknytning). Det kaldes derfor også for det følende lag i hjernen.
Det limbiske system er afhængigt af, at det autonome kompas fungerer nogenlunde – ellers lukker det ned eller reagerer uforudsigeligt. Derfor giver det også mening, at folk med en eller anden form for traumatisk opvækst har følelses- og tilknytnings- eller relationsproblematikker, hvis det autonome nervesystem og lag har været for meget på arbejde, så det limbiske lag ikke har kunnet udvikle sig i ro og mag. Det skal ikke forstås sådan, at man har en decideret udviklingsforstyrrelse, hvis det er sket. Men man kan se det lidt som en bil, der mangler lidt reservedele; den kan godt køre, men måske ikke så godt, og måske har den sværere ved at køre visse veje, distancer eller tider på året. Og når én reservedel halter eller mangler, så påvirker det hele systemet og slider lidt på de andre dele, der skal overkompensere for manglen.
I traumeterapi er det netop denne sammenhæng mellem nervesystem, følelser, tilknytning og tidligere erfaringer, vi forsøger at forstå og arbejde med.
- Det mentale/mentaliseringens lag (præfrontal cortex)
Det sidste lag, der udvikles i hjernen, er også den del af hjernen, som mennesket ikke deler med andre levende væsener (dyr), men som er unik for os og derfor placerer os ”øverst i fødekæden”: nemlig den præfrontale cortex, også kaldet det tænkende lag. Det starter sin udvikling langt senere – sammenlignet med de øvrige to dele af hjernen – og lægger først sine spæde skridt til udvikling omkring 6-månedersalderen. Men først omkring 2-årsalderen begynder en my af mentalisering at tage form – som, kort fortalt, er evnen til at se sig selv udefra og andre indefra. Altså sætte sig i deres sted, ud fra sine egne handlinger. Ikke før omkring 5-årsalderen kan vi tale om reelt at kunne begynde at bruge mentalisering, og dette område er først færdigudviklet omkring 25-årsalderen, måske endda senere. Så denne del af hjernen er den, der tager længst tid at modne.
I det præfrontale lag tænker vi, vurderer, forstår, sætter ord på, regulerer og skaber mening. Vi kan tænke logisk og konsekvensberegne her, hvorfor det også er her, impulskontrol ligger.
Men dette lag er kun ”online”, når de andre lag er nogenlunde rolige. Hvis det autonome nervesystem og lag er for meget i alarm, lukker denne del af hjernen ”ned”, og vi mister evnen til at mentalisere og tænke rationelt. Hvilket giver en helt ny dimension til ”hvorfor kunne jeg ikke bare tænke mig til…” i pressede situationer: Det kunne du ikke, fordi din hjerne ikke tillod det. Det er dén her mekanisme, som er så vigtig at forstå i arbejdet med angst, stress og traumer: at vores tænkende selv ikke styrer vores reaktioner, men nervesystemet, og dermed hjernen, gør.
Og det er netop en af de centrale forståelser, man som traumeterapeut har brug for, hvis man vil arbejde med mennesker på et dybere niveau end blot symptombehandling.
De neuroaffektive kompasser – et overblik
Treenigheden af de tre lag i hjernen danner grundlaget for de neuroaffektive kompasser – udviklet af Marianne Bendixen og Susan Hart (2014). De er ikke adskilte systemer, da deres udvikling påvirkes af hinanden og dermed fungerer i en slags komplekst hierarki. Når det nederste lag er trygt, kan de andre lag fungere. Når det nederste lag er i alarm, farves alt af det. Dog er det de to øverste lag – det limbiske og det præfrontale – som er med til at sende signaler til det autonome om, hvorvidt der er fare på færde eller ej. Så det skal ses lidt som en elevator, der konstant kører op og ned, åbner dørene og leverer information.
De tre kompasser, der bygger på den treenige hjerne, er:
- Det autonome kompas
- Det følelsesmæssige/limbiske kompas
- Det kognitive/mentale kompas
De fortæller os:
- hvordan vi regulerer os
• hvordan vi mærker os selv
• hvor meget eller lidt vi kan være i kontakt
• hvor meget adgang vi har til tanker, overblik og refleksion
• hvordan vi reagerer i relationer
• om vores følelser kan være i flow
Kort fortalt fortæller kompasserne os altså om vores tolerancevindue (læs mere om det her) – hvor stort eller lille det er, og hvad der trigger eller udvider det. Kompasserne hænger uløseligt sammen, men det autonome kompas står nederst som grundlag for alt andet. Det er altså ikke det mest “spirituelle” eller “mentale” kompas – men det mest essentielle. Og det er her, de fleste terapeutiske processer begynder, og derfor er det afgørende at vide om som traumeterapeut.
Det autonome kompas – kroppens grundrytme
Den autonome del af hjernen er det, der styrer showet. Det er den del af hjernen, der holder os i live, regulerer vores indre tilstande og vurderer, om vi er trygge eller utrygge. Det gør det uden at spørge os først. Vi kan med fordel se det som et kompas, der organiserer vores indre tilstande ud fra to akser:
Hedonisk tone → behag (tryghed, ro, velvære, åbenhed) ↔ ubehag (alarm, uro, smerte, utryghed, overvældelse)
Arousalreguleringsakse → høj arousal (sympatisk) ↔ lav arousal (parasympatisk/dorsal):
Høj arousal — sympatisk aktiveret
- Hjertebanken
• Hurtig vejrtrækning
• Fremdrift, uro, kamp eller flugt
• Klarhed eller panik
Lav arousal — parasympatisk/dorsal aktivering
- Nedsat energi
• Langsomhed
• Tomhed, frakobling, frys/kollaps
• Indadvendthed, dissociation
De to akser tilsammen giver et nuanceret billede af, hvordan en tilstand føles, og hvordan kroppen organiserer sig i den. Dette kompas fortæller os ikke, hvad en person “tænker”, men hvordan deres system har det, og hvad der dermed er muligt i terapi, kontakt og regulering.
Det er særligt vigtig viden i traumeterapi, fordi vi som traumeterapeuter er nødt til at forstå klientens tilstand, før vi beslutter, hvordan vi arbejder videre.
De forskellige tilstande ser således ud:
- Høj arousal + ubehag → Alarm / Kamp / Flugt.
Her sker sympatisk aktivering af nervesystemet i et utrygt felt. Kropslige kendetegn for dette er:
- uro
• vrede
• stress
• skærpet opmærksomhed
• anspændthed
• impulsivitet
Eksempler på situationer her er:
- kraftig konflikt
• følelsen af at skulle præstere NU
• at blive konfronteret
• pludselig frygt eller truende situation
Her handler det om regulering nedad mod ro og udvidelse af tolerancevindue.
- Lav arousal + ubehag → Frys / Kollaps / Frakobling.
Her sker dorsal parasympatisk aktivering af nervesystemet, også i et utrygt felt. Kropslige kendetegn for dette er:
- udmattelse
• tomhed
• dissociation
• “jeg er væk”
• manglende initiativ
• tilbagetrækning
Eksempler på situationer her er:
- indre ”nedlukning” efter konflikt
• overvældelse, der bliver for meget, så man zoomer ud og forsvinder
• følelsen af at “lukke ned indefra”
Her handler det om blid aktivering, langsomhed, tryg kontakt – at vække nervesystemet lidt til live igen, men på en behagelig måde.
Denne forståelse er central i traumeterapi, fordi frys og kollaps let kan forveksles med manglende motivation eller modstand, selvom det i virkeligheden kan være nervesystemets overlevelsesrespons.
- Høj arousal + behag → Engagement / Leg / Kreativitet / Fremdrift.
Her sker sympatisk aktivering af nervesystemet i et trygt felt. Kropslige kendetegn for dette er:
- god energi
• fokus
• begejstring
• social åbenhed
• motivation
Eksempler på situationer her er:
- lystbetonet produktivitet
• leg med børn
• kreativitet der flyder
• undervisning hvor man er “på”, uden at brænde ud
Her er man i en ressourcetilstand — ikke overaktivering, men med en sund energi og er et fint sted at være for læring.
- Lav arousal + behag → Hvile / Ro / Fordøjelse / Nærhed.
Her sker parasympatisk aktivering af nervesystemet i et trygt felt – også kaldet ventral vagal. Kropslige kendetegn for dette er:
- indre ro
• tryghed
• åbenhed
• afslapning
• nærvær
Eksempler på situationer her er:
- hvile på sofaen
• stille tid med et barn
• rolig, rytmisk kontakt i relationer
Terapeutisk er det det mest optimale felt for fordybelse og integration. Her er der mulighed for at komme i dybden på en tryg og rolig måde, som fordrer reel forandring, især i en traumekontekst.
Når det autonome kompas går i alarm og ubehag ved enten høj eller lav arousal, påvirker det straks de to andre kompasser: Følelser bliver stærkere eller forsvinder (den limbiske del af hjernen), og tankerne bliver uklare eller hyperaktive (præfrontal cortex). Kontakten bliver svær, fordi den nu er gearet mod overlevelse, frem for rart samvær. Og her bliver det jo lidt komplekst i forhold til, at overlevelse godt – på overfladen, for andre – kan se ud som dejligt samvær, fx for den, der bruger fawn som overlevelsesstrategi. Så det er altså ikke sådan, som det ser ud for andre, men sådan, som det føles indeni.
Derfor siger vi, at det autonome kompas “styrer showet”, og du ”er” på mange måder dit nervesystem.
En historie at hænge det op på – morfar og cerutterne
For at give alt det her faglige stof lidt mening kommer her et eksempel:
Forestil dig, at du som barn sidder hos din morfar i sofaen. Han ryger cerutter, og du forbinder duften med varme, ro og tryghed. Din krop slapper af, selv som voksen, når du uventet møder duften af cerutter et sted.
Det er det autonome kompas, der genkender et signal fra fortiden og sender ro gennem systemet. Ikke fordi du tænker dig til det – men fordi kroppen husker og reagerer.
Eller omvendt; du sidder som barn hos din morfar i sofaen. Han ryger cerutter, og der er en lidt mærkelig, anspændt stemning, en stemning af noget utrygt. Du ved ikke hvorfor og tænker ikke rigtig over det, andet end at du et eller andet sted godt gad være et andet sted end her. Som voksen glemmer du alt om denne episode, lige indtil du en dag er til en fest, hvor der er en, der ryger cerutter. Uden at tænke over det spænder din krop op, og du får det ubehageligt. Du ved egentlig ikke hvorfor og kan ikke helt forstå, hvorfor du reagerer, som du gør, men mærker bare, at du får lyst til at forlade festen og komme væk fra lugten.
Det er det selvsamme autonome kompas, der genkender et signal fra fortiden og nu i stedet signalerer fare fra fortiden. Det får dig til at ville flygte, selvom der reelt set ikke er noget at flygte fra, men kroppen husker og reagerer helt automatisk.
Det er også det autonome kompas, der får hjertet til at springe et slag over, når nogen hæver stemmen, selv hvis du “godt ved”, at situationen er ufarlig. Kompasset – nervesystemet – reagerer før tanken.
Det er netop denne type mekanismer, vi forsøger at forstå i traumeterapi: Hvorfor kroppen og nervesystemet reagerer på noget i nutiden ud fra erfaringer, der er skabt tidligere.
Det autonome kompas og tolerancevinduet
Det autonome kompas bestemmer, om vi er indenfor eller udenfor vores tolerancevindue.
Når vi er indenfor, fungerer alle tre kompasser i et flow af sammenspil:
- kroppen og nervesystemet er reguleret
• følelser kan ubesværet mærkes
• mentalisering er mulig – vi tænker klart
• relationer føles tilgængelige, og vi er åbne for kontakt
Når vi er udenfor, kollapser hierarkiet: Det autonome kompas tager over, og de andre kompasser ”lukker ned” eller reagerer kaotisk. Det er her, vi ser:
- overvældelse
• stress
• uforklarlige følelsesreaktioner
• overlevelsesstrategierne kamp/flugt/frys/kollaps/fawn
• angstanfald
• undvigelse
• ureguleret vrede
• manglende evne til at tænke klart
Først når vi regulerer os selv igen, kommer de to øvrige lag og kompasser – det limbiske og det præfrontale – helt ”online” igen. Hvilket også forklarer, hvorfor vi kan føle os så meget ”ved siden af os selv”, når vi er uregulerede – fordi det føles, som om der er en anden end os selv, der tager styrepinden fra os i vores krop og reaktioner.
Forståelsen af tolerancevinduet og det autonome kompas er derfor helt central i arbejdet med stress, angst og traumer og fylder også meget på traumeterapeutuddannelsen hos Kropsterapeutisk Institut.
Hvorfor traumeterapeuten skal forstå det autonome kompas
Som traumeterapeut er viden om det autonome kompas afgørende. Det fortæller os, om klientens system overhovedet kan arbejde terapeutisk – eller om vi først skal regulere. For intet godt terapeutisk arbejde med traumer kan ske, før tilpas regulering er til stede.
Når man som traumeterapeut kan aflæse det autonome kompas, kan man se:
- om klienten er i kontakt eller overvældelse
• hvor i hierarkiet klienten befinder sig
• om de kan mentalisere
• hvilken interventionsform der passer herfra
• om tempo, tone og nærvær skal skrues op eller ned
• om klienten reagerer fra fortiden eller nutiden – især denne er vigtig i en terapeutisk kontekst og i traumeterapi.
Det autonome kompas er altså den vigtigste indikator på klientens kapacitet i rummet. Det fortæller terapeuten præcis, hvad der er muligt lige nu – og hvad der ikke er.
Hvis vi forsøger at arbejde kognitivt (såkaldt top-down) med en klient, der er uden for sit vindue, møder vi højst sandsynligt modstand, sammenbrud, tilbagetrækning, forstærket skam eller fravær af kontakt.
Hvis vi derimod møder klientens autonome tilstand af ubehag – hvad end det er i høj eller lav arousal – og hjælper dem ind i vinduet igen, ja, så åbner de andre kompasser sig automatisk: Følelserne bliver tilgængelige, ordene kommer, kontakt opstår, og mentaliseringen vender tilbage. Med andre ord kan traumeterapien begynde.
Så selvom det her er kompliceret stof på papiret…
… er det faktisk meget kropsligt forståeligt. De neuroaffektive kompasser (de limbiske og præfrontale ikke gennemgået her) giver os et kort over det indre liv – og når vi ryger ind eller ud af kompasserne, sker der en ændring i vores måde at være til på, rent kropsligt og kontaktmæssigt. Det fortæller os, hvordan vi har det i kroppen, før vi selv kan sætte ord på det. Og det viser os, hvordan vi som terapeuter skal regulere os selv, møde klientens tilstand og skabe den tryghed, der gør dyb forandring mulig.
Forstår vi det autonome kompas, forstår vi fundamentet under al terapi. Og forstår vi fundamentet, kan vi begynde at navigere i resten. Netop derfor er de neuroaffektive kompasser en stor del af undervisningsmaterialet på stress-, angst- og traumeterapeutuddannelsen hos Kropsterapeutisk Institut, som et fundament at hvile på og have med sig resten af livet.
Vil du også lære at arbejde med stress, angst og traumer som terapeut, kan du læse mere om uddannelsen her:
https://www.kropsterapeutiskinstitut.dk/traumeterapeut/